- Jeg kan ikke forstå, hvis der skal vælges imellem de to begivenheder. Der skal naturligvis være plads til dem begge
Sådan sagde Michael Laudrup mandag til DR Sporten, og mon ikke det danske fodboldikon dermed sætter ord på mange danskeres tanker, når de hovedrystende må konstatere, at den ene af to gigantiske sportsbegivenheder på dansk grund måske er ved at glide os af hænde.
Problemet er dog, at lige præcis plads kniber det med, når både EM i fodbold og Tour de France efter planen skal afvikles i København i juni og juli næste år.
Som det er kommet frem i medierne de seneste dage, så handler forhandlingerne om at få begge arrangementer afviklet blandt andet om reklameplads, og dermed i sidste ende om penge.
For at få et stort arrangement til landet, handler det om meget mere end sport – først og fremmest følger der en lang række forpligtelser med.
Praktiske forhold med en lang liste af ting, lige fra luksushoteller til til tømning af toiletterne i fanzonen. De forhold kan klares, både for Touren og EM.
Men der følger også en forpligtelse til i stort omfang at underlægge sig arrangørernes sponsorers ønske. Byens skal klædes i Uefas eller ASO's farver i de dage, så at sige.
Uden at have læst kontrakterne, er jeg ret overbevist om, at der er sammenstød som dybest set ikke kan løses, hvis man holder sig strikt til juraen – ellers havde man løst det for længst. Nogle skal file på deres krav, og det er det, som det handler om lige nu, hvor DBU's deadline om at sige ja til at være værtsby for EM i 2021 nærmer sig med hastige skridt.
Senest på torsdag - 30. april - skal DBU nemlig melde ind til det europæiske fodboldforbund, Uefa, om København er klar til at afvikle de fire kampe, som var planen for EM i 2020. Danmarks tre indledende puljekampe samt en ottendedelsfinale.
Touren, hvis der skal vælges
Det er faldet fodboldfolket for brystet, at det virker, som om Københavns Kommune er klar til at ofre EM-kampene, hvis det ender med det ultimative valg. Min analyse er, at København ikke kan træffe et andet valg.
For det første er det EM, der bliver flyttet fra 2020 til 2021 – Tour de France ligger, hvor den hele tiden har ligget.
For det andet er EM nemmere at komme af med, uden at det vil være særligt dyrt for København. Uefa spørger, om København er med på flytningen, og hvis København svarer nej på torsdag, så er der ingen 'bad feelings' og ingen store efterregninger. Uefa finder nemt en anden værtsby.
Endelig har Tour-starten været et fælles dansk mål i årtier, hvor man har prøvet at charmere de franske arrangører til at lægge løbets start højt mod nord. Det vil være et kæmpe prestigetab at sige 'nej, det kan vi ikke alligevel.'
Ud over det, vil det også være dyrt. Alene den offentlige investering i Tour-starten kommer med al sandsynlighed til at løbe op i et trecifret millionbeløb.
Vel at mærke kroner, som i høj grad kommer fra staten og de kommuner og regioner, som cykelløbet kører igennem på de tre dage. De steder vil ikke se mildt på at tabe investeringer og opmærksomhed, fordi København ikke kan få plads til nogle fodboldkampe. Derfor bliver det Touren frem for EM, hvis der skal vælges.
I skrivende stund er der stadig håb om en løsning. Ingen herhjemme ønsker at være den, der fortæller danskerne, at fodboldlandsholdet ikke kan få hjemmebane i de tre EM-kampe. Mindst af alt Københavns overborgmester, Frank Jensen, der lige nu er i en utrolig kattepine.
Men hvis han ikke skal komme ud med det tunge budskab på torsdag, så skal nogen give sig. Enten franskmændene i ASO eller Uefa.
København er sandsynligvis ikke stor nok til dem begge.