Andersen går glip af NHL-finale efter sjældent nederlag

Anaheim Ducks var ikke stærke nok i kamp syv i semifinaleserien mod Chicago Blackhawks.

Frederik Andersen og Anaheim Ducks kommer ikke i NHL-finalen (Foto: Harry How © Scanpix)

Ishockeyklubben Anaheim Ducks med danske Frederik Andersen kommer ikke til at spille med om Stanley Cup-trofæet i år.

Det står klart, efter at holdet tabte den syvende og afgørende semifinalekamp 3-5 på hjemmebane mod Chicago Blackhawks.

Stor føring

I modsætning til de andre kampe i NHL-semifinaleserien var kampen natten til søndag dansk tid ikke særlig tæt.

Chicago kom således foran med 4-0, før det lykkedes Anaheim at score første gang i anden periode.

De tre foregående hjemmekampe mod Chicago havde Anaheim ellers vundet.

Ikke prangende

25-årige Frederik Andersen stod med en redningsprocent på 81, hvilket set i forhold til hans tidligere præstationer i sæsonen ikke er særligt prangende.

Ved målet til 0-1 formåede han ikke at holde fast i en puck, der efterfølgende blev sendt i mål af Chicagos Jonathan Toews.

Chicago Blackhawks kan nu se frem til at skulle spille finale mod Tampa Bay Lightning, der natten til lørdag vandt sin semifinale mod New York Rangers.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter