Hvis man frygter tremetervippen i den lokale svømmehal, begynder hjerterytmen nok at accelerere med udsigten til 20 meters frit fald mod vandoverfladen.
Men det skræmmer ikke Annika Bornebusch.
Hun er nemlig forsvarende dansk mester i disciplinen high diving.
Annika Bornebusch har vundet danmarksmesterskabet tre gange i træk - dog uden modstand, da ingen andre kvinder har stillet op i konkurrencen. Så den danske udspringer var allerede sikret DM-sejren, inden hun gik planken ud.
Nu er high diving for første gang på programmet til EM i vandsport, hvor den danske guldvinder skal ned og kæmpe mod ligesindede.
- Det bliver fedt at komme til EM. Jeg har været til konkurrencer i udlandet mod andre kvinder, men herhjemme konkurrerer jeg kun mod mig selv, da mændene stiller op i en anden række, siger den danske EM-kombattant.
Fra snowboard til high diving
High diving er ikke den eneste sportsgren, som Annika Bornebusch har triumferet i. I 2018 vandt hun det danske mesterskab i snowboard-disciplinen Big Air og forsvarede titlen de efterfølgende tre år.
Under første coronanedlukning blev hun dog nødt til at lægge snowboardet på hylden, da det var besværligt at rejse til udlandet. Hun skulle derfor finde på noget nyt at lave. Nogle begyndte at strikke, andre lagde puslespil, men Annika Bornebusch manglede adrenalinsuset i sin hverdag.
- Det var svært som dansker at komme afsted og stå på snowboard, så jeg begyndte at high dive i mellemtiden.
Selvom sportsgrenene er vidt forskellige, minder følelserne om at svæve over et snelandskab og styrte mod vandets overflade om hinanden, fortæller Annika Bornebusch.
- Begge er ekstremsportsgrene og er lidt farlige, så jeg kan godt lide følelsen af adrenalinen, der giver et kæmpe kick.
Ud over adrenalin bringer high diving også andre fordele med sig, og det er fællesskabet. Annika Bornebusch er medlem af foreningen High Diving Denmark, og det er på grund af dem, at hun er en del af miljøet i dag.
- Jeg mødte dem tilfældigvis i Greve Svømmehal, hvor jeg trænede almindelige udspring.
- Ligesom nu manglede der piger i sporten dengang, og så blev jeg inviteret til en træning med dem, og så har det bare kørt derfra.
Se Annika Bornebusch i frit fald fra nogle klipper i videoen nedenfor:
Annika vil inspirere andre
Selvom den 30-årige udspringer er dansk mester, regner hun ikke med at tage medaljer med hjem til Danmark.
- De andre er dygtige og laver ikke andet end high diving. Det handler om at vise, at vi har nogen i Danmark, der kan finde ud af det og forhåbentligt være med til at udbrede den, siger Annika Bornebusch.
Selvom hun har et højt ambitionsniveau, er det også vigtigt for hende at sætte fokus på sporten og vise, at det faktisk ikke er umuligt for kvinder at lave udspring fra 20 meters højde.
- Der er rigtig mange piger, der dyrker gymnastik, og det bliver jo ikke anset som en ekstremsport, men det er både farligt og kræver en høj teknisk sværhedsgrad, siger danskeren.
- Jeg vil gerne inspirere piger, der allerede har en interesse inden for det her til at lave andre ekstremsportsgrene.
Den danske udspringsmester har selv gået på gymnastikhøjskolen i Ollerup og dyrkede springgymnastik på amatørniveau efterfølgende, og hun bruger meget af sin gymnastik-erfaring i high diving-verdenen.
For det kræver teknisk snilde og erfaring at springe ud fra planken 20 meter over vandoverfladen.
- Man starter på et- og femmetervippen, og så bygger man langsomt op. Jeg har selv bygget langsomt op til at kunne springe højere og have styr på det, siger den 30-årige dansker.
Det er aldrig uden risiko, når man hamrer mod vandoverfladen med 70 kilometer i timen.
- Der skal ikke så meget til for at slå sig, når man kommer højt op. Selv en god landing kan gøre ondt. Jeg er dog heldigvis ikke kommet galt afsted endnu, siger hun.
Udover Annika Bornebusch stiller danske Jonas Madsen også op til EM i high diving på mændenes side. Danskerne kommer i aktion fra vippen, når europamesterskabet i high diving begynder 18. august og slutter 20. august.