Atletik-EM: Her er de fem største stjerner

Usain Bolt og de amerikanske stjerner er jo ikke med, så se her hvem du skal holde øje med under inde-EM i denne weekend.

Darya Klishina i aktion i Göteborg (Foto: Phil Noble © Scanpix)

Nej, Usain Bolt kommer ikke til EM. Og de amerikanske sprintere og de kenyanske løbere er heller ikke med. Men Europa kan selv, og weekendens EM i indendørs atletik byder på en række af sportens største stjerner. Her er fem navne, som vores kommentator, Henrik Liniger, mener, man skal holde særligt godt øje med:

Renaud Lavillenie, Frankrig, Stangspring

På forhånd ligner verdens bedste stangspringer også EMs største navn. Lavillenie blev olympisk mester i London, men er om muligt endnu bedre indendørs. Det viste han på hjemmebane for to år siden, hvor han vandt EM i Paris med et formidabelt stangspring på 6,03 meter - det tredjebedste indendørs spring nogensinde. Lavillenie er også regerende indendørs verdensmester, og med 5,94 meter allerede passeret i denne sæson, er der alt mulig grund til at vente endnu et fransk stangspringshow.

Dwain Chambers, Storbritannien, 60 meter

EMs største sprinterstjerne ligger til at blive Dwain Chambers. Han er EM-guldvinder fra 2009 og sølvvinder fra 2011, og i denne sæson tyder tiden 6,58 sekunder på, at der stadig er god fart i de snart 35-årige sprinterben. Ud over sine resultater er Dwain Chambers også berømt for den kamp, som han kæmpede - og vandt - for at deltage i OL i 2012. En positiv dopingtest fra 2003 gjorde, at briterne ikke ville udtage ham. Men med efter en sag ved den internationale sportsdomstol CAS fik han retten på sin side og endte med en plads i semifinalen på 100 meter distancen i London.

Daria Klishina, Rusland, længdespring

Et ellers konstant opadgående karriereforløb blev brudt, da den forsvarende europamester ikke formåede at kvalificere sig til OL. Nu virker det som om den 22-årige russiske længdespringer (og fotomodel) er tilbage på sporet med tre sejre i fem konkurrencer i denne indendørssæson. På Europaranglisten er hun dog passeret af landsmandinden Olga Kucherenko, men ved de russiske indendørsmesterskaber var Klishina bedst i den direkte duel mellem de to. Formen virker timet til Göteborg.

Tia Hellebaut, Belgien, højdespringDen olympiske mester fra 2008 erkender selv, at hun ikke har helt samme niveau nu, som 35-årig og med to barselspauser bag sig. Men hun er stadig nummer tre i Europa i denne sæson, og med sin evne til at præstere stort ved mesterskaber kan hun sagtens tage medalje her i Göteborg, hvor hun i 2006 vandt guld ved udendørs-EM.

Michel Tornéus, SverigeSvenskerne har store forventninger til hjemmebaneatleterne ved EM. Målsætningen hedder tre medaljer, og skal det lykkes, er det nærmest et krav, at Michel Tornéus ender på skamlen. EM-bronzevinderen udendørs har haft en fin indesæson, hvor han har sat personlig rekord med 8,20 meter. En gentagelse bør kunne indfri en del af de svenske medaljedrømme.

 

Her er danskernes tider

Fredag den 1/3:

12.08 Nick Ekelund-Arenander, 400 meter løb, indledende runde

17.15 Caroline Bonde Holm, stangspring, kvalifikation

18.53 Andreas Bube, 800 meter løb, indledende runde

 

Lørdag den 2/3:

11.30 Morten Jensen, længdespring, kvalifikation

11.35 Rasmus Wejnold Jørgensen, stangspring, kvalifikation

16.10 Caroline Bonde Holm, stangspring, evt. finale

16.55 Andreas Bube, 800 meter løb, evt. semifinale

17.45 Nick Ekelund-Arenander, 400 meter løb, evt. semifinale

 

Søndag den 3/3:

11.30 Andreas Bube, 800 meter løb, evt. finale

12.00 Nick Ekelund-Arenander, 400 meter løb, evt. finale

16.33 Rasmus Wejnold Jørgensen, stangspring, evt. finale

17.00 Morten Jensen, længdespring, evt. finale

 

Sendetider på DR3

Fredag den 1/3:

09.55-13.40

16.25-20.10

 

Lørdag den 2/3:

11.25-14.45

15.55-19.15

 

Søndag den 3/3:

10.55-14.00

16.25-19.00

 

Facebook
Twitter