Alm efter mere VM-metal: 'Svært at blive ved med at forsvare de her medaljer'

Maja Alm forsvarede lørdag sit VM-sølv på langdistance, men i fremtiden bliver der mere fokus på atletik.

Maja Alm var stolt over sit forsvar af VM-sølvet. (Foto: OLe Nielsen)

Maja Alm var lørdag i ilden i finalen på langdistance i orienteringsløb.

Og historien fra sidste års VM gentog sig, da Alm vandt sølv, og kun blev overgået af svenske Tove Alexandersson, der med halvandet minuts forspring sikrede sig endnu et VM-guld.

Maja Alm fik ellers en skidt start, og var kun 12. bedste efter første mellemtid, så VM-sølvet var noget, der lunede i Letland.

- Jeg lavede faktisk en fejl allerede på etteren, så det var rigtigt stressende derude, og jeg vidste, der ville gå i hvert fald et minut, og jeg måtte arbejde med min tanker hele vejen rundt og have fokus på mig selv.

- Det er helt fantastisk at forsvare mit sølv fra sidste år. Jeg har haft et mål om at tage en medalje her i skoven også, men en skade har forhindret mig i at løbe i skoven før nu. Så det har været en anderledes og svær optakt, siger Maja Alm.

Mere fokus på atletik

Lørdag i sidste uge vandt Maja Alm VM-guld på sprintdistancen, og i søndags var hun en andel af det danske stafethold, som hentede bronzemedaljer.

Det er dog ikke planen, at Maja Alm i fremtiden skal forsvare sine medaljer.

- Det har været en hel fantastisk uge, og de seneste fire år er det lykkedes at vinde guld og tre medaljer til hvert mesterskab, og på et tidspunkt må det jo stoppe, for det er virkelig svært at blive ved med at forsvare de her medaljer, så jeg er virkelig stolt.

- Men næste år kommer jeg nok til at fokusere mere på atletik og baneløb, for jeg er nødt til at fokusere på én ting, og vælge en retning, ellers når jeg ikke noget. Men jeg lægger ikke orienteringsløb helt fra mig. Måske det kan blive til en stafet i orienteringsløb, men det er ikke planen, at jeg skal løbe individuelle distancer, siger Maja Alm.

Alm har tidligere udtalt, at det er drømmen at kvalificere sig til OL i Tokyo, hvor orienteringsløb ikke er på programmet. Det er til gengæld atletikdistancerne 5000 meter og 3000 meter forhindringsløb, som er de umiddelbare muligheder for Maja Alm.

Salling Fondene har doneret 240.000 kroner til Maja Alm i håbet om at realisere OL-drømmen.

Facebook
Twitter