Atletikkomet sletter 41 år gammel dansk rekord

Anna Emilie Møller satte ny dansk rekord på 5000 meter-distancen ved U23-EM og slettede Loa Olafssons 41 år gamle rekord.

Anna Emilie Møller vifter med Dannebrog efter rekorden kom i hus. Foto: Christian Jørn (Foto: © Christian Jørn)

Nej, det var altså ikke lige sådan til at forstå. Og det forstod man faktisk godt.

Hun stod der, 21-årige Anna Emilie Møller. Hjertet helt oppe i halsen, med 5000 tilbagelagte meter i benene, dannebrog i armene og en ny dansk rekord.

Søndag skrev den danske atletikkomet sig nemlig på ny ind i historiebøgerne, da hun ved U23-europamesterskabet lagde én af dansk atletiks helt gamle rekorder i graven.

I 41 år havde der stået: Loa Olafsson, 15 minutter og 8,8 sekunder.

Nu står der: Anna Emilie Møller, 15 minutter og 7,70 sekunder.

Anna Emilie Møller kunne næsten ikke fatte, at hun havde slået den gamle rekord. (© Christian Jørn)

Efter et langt parløb med tyske Alina Reh trak atletiktalentet fra, og på de sidste 200 meter satte hun trumf på, tog guldet i finalen og altså også den danske rekord.

En rekord, der næsten er dobbelt så gammel som Anna Emilie Møller selv.

- Det er fantastisk. Jeg kan ikke forstå det. At jeg oven i købet har sat nationalrekord, det er næsten det bedste. Jeg er sindssygt overrasket over, at jeg kunne gøre det med to forhindringsløb i benene, siger rekordindehaveren til Dansk Atletik, der også løb både fredag og lørdag og havde lidt ømme stænger til 5000 meter-finalen.

Det perfekte løb

Hofdiscilpinen er egentlig 3000 meter forhindringsløb, men med tiden er Anna Emilie Møller nu også kvalificeret til VM og OL på 5000 meter-distancen.

- Det var det perfekte løb. Virkelig det perfekte løb. Udover at jeg ikke er fuldt restitueret, så var det bare det perfekte løb, fortæller Anna Emilie Møller.

Derfor er danskeren også overbevist om, at hun kan barbere yderligere af sin nye danske rekord.

- Det føler jeg, at jeg kan. Nu var jeg jo ikke fuldt restitueret, og det er noget, jeg kan have in mente, lyder det.

Anna Emilie Møller er trods sine 21 år allerede lidt af et løbefænomen i dansk atletik. I 2016 var hun den yngste danske atletikudøver ved et OL siden 1912, da hun stillede op i 3000 meter forhindringsløb.