Benjamin Lobo løb fra den mentale nedtur: 'Jeg sætter verdensrekord en dag'

For bare halvandet år siden ramte Benjamin Lobo Vedel karrierens bund. I dag er den danske 400-meter løber bedre end nogensinde.

I dag er han på toppen af karrieren, slider løbebanerne tynde i USA og har aldrig løbet hurtigere.

For to år siden var det modsat.

Vi er i sensommeren 2016. Ulven er skudt. 18 år gammel.

Dyret er ellers hakket ned i underarmen med med tatovørnålen som et evigt symbol på den portugisiske betydning af mellemnavnet ’Lobo’.

Navnet er Benjamin Lobo Vedel. Han skulle være stærk. Men i stedet hænger han med hovedet.

Er sulten der stadig? Er han et såret dyr?

Det er svært at finde svarene. Spørgsmålene flyver rundt i hovedet på den ellers så empatiske og betænksomme gymnasieelev fra katedralskolen i Aalborg.

Ingenting går, som han ønsker. Træningen er elendig. Løbene endnu værre.

Danmarks bedste 400-meter løber kan slet ikke ramme niveauet. Alt er elendigt.

- Hver eneste gang jeg løber, føler jeg, at jeg er en kæmpe skuffelse. Jeg skuffer mig selv hver gang, siger Benjamin Lobo Vedel om forrige sæson, der gav ham alvorlige tanker om, hvorvidt det hårde arbejde på løbebanen overhovedet ville bringe ham tættere på drømmen om et OL.

På trods af en guldmedalje ved DM, så kommer han Ikke under 47 sekunder en eneste gang i 2016. Året forinden har han løbet ét sekund hurtigere. Han er ungdomseuropamester. Nomineret til Årets Fund i Politiken. Og i foråret skriver aviserne allerede overskrifter, der placerer ham på verdens mægtigste atletikscene: OL-arenaen i Rio.

- Jeg giver vildt mange interviews om, at jeg selvfølgelig kommer med til OL. Oppe i mit hoved ser det hele stadig godt ud. Jeg vil naturligvis klare OL-kravet ved mit første udendørsløb. Men i virkeligheden går træningen skidt, jeg er halvskadet, og jeg sløser lidt med det hele. Tingene er helt skæve oppe i mit hoved. Jeg tror, jeg kan løbe 400 meter på 45 sekunder. I virkeligheden er det to sekunder fra sandheden. Mentalt falder jeg totalt sammen, fortæller han om en atletiksommer, der slet ikke går som håbet.

Den 17. september 2016 beslutter Benjamin Lobo Vedel i samarbejde med sin træner, Erik Barslev, at stoppe udendørssæsonen. Årets sidste løb bliver på hjemmebanen i Aalborg, hvor uret stopper på 48 sekunder og 14 hundrededele.

Det er den dårligste tid, siden Benjamin Lobo Vedel var 17 år. Om seks dage fylder han 19.

Krisen er total. Gnisten er tæt på forsvundet i øjnene. Det fornemmer Erik Barslev tydeligt. Han har været landstræner for Danmark i 14 år. Og han kan efterhånden læse atleter, som andre læser åbne bøger.

- Han err utilfreds og ked af det. Han får ondt alle mulige steder. Der er ingen tvivl om, at det er en psykisk reaktion. Der kommer ingen resultater den sommer, fordi han er så psykisk nede. Der er ingenting, der kan gøre ham tilfreds, fordi alle forventer, at han vil gøre det fremragende, erindrer Erik Barslev om den skæbnesvangre sommer, der efter planen skulle have kulmineret under de olympiske lege i Brasilien.

Vejen tilbage

Sådan går det som bekendt ikke. Og hjemme i Danmark beslutter Erik Barslev og Benjamin Lobo Vedel i stedet, at han skal begynde at besøge en sportspsykolog, da OL-drømmen er glippet.

Snart efter vender resultaterne.

- Sammen med min sportspsykolog finder jeg ud af, at jeg har en masse tanker, der ligger meget dybt. Det er mine egne tanker om, hvad det vil sige at være en god atlet. Jeg finder ud af, at jeg har svært ved at håndtere alle de forventninger, der er omkring mig. Derfor er sportspsykologen et rigtig godt middel til at komme over alle de her ting. Mentalt får jeg lagt tingene bag mig. Pludselig er jeg tilbage på den rette sti, fortæller Benjamin Lobo Vedel.

Benjamin Lobo Vedel er den yngste i en søskendeflok på tre. (Foto: Cathrine Ertmann)

I februar 2017 er han tilbage i konkurrence. Og denne gang lyder tiden på 46 sekunder og 37 hundrededele.

Det er hans hurtigste tid i halvandet år.

- Sportspsykologen hjælper min karriere tilbage på sporet. Han giver mig stabilitet. Og han skubber mig i den rigtige retning, uden jeg mærker det. Nu har jeg fået nogle værktøjer, jeg kan bruge, hvis jeg begynder at tvivle på mig selv.

Den ukuelige vilje

Benjamin Lobo Vedel har altid været et stort løbetalent.

Allerede som ung teenager i 2010 løber han fem gange om ugen med sin far. Han løber fra de ældre medlemmer i atletikklubben Aalborg Øst Road Runners.

Og de jævnaldrende fodboldspillere i AaB kan heller ikke fange løbende Lobo, der dog har problemer med at få bolden i nettet, når han står foran målet. Derfor foreslår hans far, Anders, at de i stedet skal flytte ind til den store atletikklub, Aalborg Atletik & Motion.

Nu skal der for alvor gøres noget ved løbetalentet. Anders Vedel er selv tidligere landsholdsløber og har kendt Erik Barslev i mange år.

Derfor tager det ikke megen overtalelse, før Barslev er ansat som atletiktræner i Aalborg.

Betingelserne for at optimere løbetalentet er pludselig blevet tæt på optimale på den røde gummibane, der er presset ned mellem bøgetræerne på Søndre Skovvej.

Det mærker Benjamin Lobo Vedel. Der går ikke længe, før han melder det ambitiøse mål ud til Erik Barslev: Han vil være den bedste atlet, Barslev nogensinde har trænet.

Atletiktræneren husker tydeligt en dialog de har kort efter, de to havde startet træningen op sammen.

- Erik! Jeg vil være den første dansker nogensinde, der vinder ungdoms-OL.

Erik Barslev smiler.

- Too late Benjamin. Det har Sara Slott Pedersen allerede gjort.

Benjamin Lobo Vedel stopper op et kort sekund. Kigger ned i jorden. Sammenbidt.

- Jeg kan godt mærke, at den besked tager lidt hårdt på Benjamin. Han skal lige bruge et par dage på at komme sig over, at nogen var kommet før ham, erindrer Erik Barslev.

Benjamin Lobo Vedel har en indisk mor og en dansk far. (Foto: Cathrine Ertmann)

Benjamin Lobo Vedel er allerede ekstremt konkurrencelysten. Talentet er åbenlyst. Og lysten til at forbedre sig er i den grad til stede. Han laver lektierne og løber direkte ned på atletikstadion.

Benjamin Lobo Vedel vil bare være den bedste. Og i 2013 får han for alvor muligheden for at vise det.

Til ungdoms-OL i hollandske Utrecht sprinter han ud på 400-meter finalen. Det er et kæmpe stævne. Mere end 2300 atleter deltager, og den hollandske konge Willem-Alexander åbner legene. Det skræmmer ikke Benjamin Lobo Vedel. Han ved, hvad han vil: snuppe guldet.

Det hele fungerer. Han fører rundt i den sidste kurve. Han kan allerede se sig selv øverst på podiet. Men så kommer belgiske Alexander Doom pludselig udenom. Fem meter før målstregen bliver han overhalet.

En sikker sejr er tabt, føler Benjamin Lobo Vedel. Tårrene triller ned ad kinderne, da han træder op på podiet for at få overrakt medaljen.

De fleste tilskuere bliver også rørt over den unge dansker. Sjældent har de set en ung atlet græde af lykke over en sølvmedalje. De smiler.

Men Benjamin Lobo Vedel græder for alvor. Han er ikke glad for sølvmedaljen.

- Han er pisset helt af. Han er vred, sur og gal, selvom han sætter en stor, dansk ungdomsrekord. Alle tror, han er glad. Men jeg kender ham. Det er ikke tilfældet. Han er så ked af det, at jeg næsten ikke kan trøste ham, fortæller Erik Barslev.

- Jeg græd hele vejen hjem i bilen. Jeg var så stort et konkurrencemenneske, at jeg ikke kunne se det flotte i at blive nummer to ved ungdoms-OL. Jeg havde fortalt Erik, at jeg ville være hans bedste atlet nogensinde. Og jeg var godt klar over, at han havde trænet mange stjerner gennem tiden. Derfor berørte det mig rigtig meget, at jeg ikke fra start tog alle guldmedaljerne, siger Benjamin Lobo Vedel.

I dag husker han tilbage på oplevelsen med et smil. Den sure sølvmedalje lærer ham, at den eneste vej ud af en skuffelse er mere træning og mere fokus. Han finder ud af, at det handler om at være den klogeste i flokken.

Lysten til at blive endnu bedre vokser i ham, som en brand, der griber træerne. Det handler om at skærpe blikket i konkurrencerne.

Han skal være som en ulv, der jagter sit bytte.

- Medaljen fra ungdoms-OL har jeg stadig. Men den hænger bestemt ikke forrest på medaljerækken, siger Benjamin Lobo Vedel og slår en latter op.

Turen går til USA

I dag er Benjamin Lobo Vedel ikke længere hjemme i Aalborg.

Han er rejst ud i verden for at blive bedre, så han kan komme endnu tættere på drømmen om et OL.

For drømmen om at blive den bedste sidder stadig i ham. Præcis som den gjorde, da han var yngre.

Sidste sommer startede han på University of Florida, hvor han i fire år skal kombinere skolegang med atletiktræning. Han har fået et såkaldt schoolarship i de forende stater.

Pludselig skulle han flytte hjemmefra. Et stort spring for en rolig nordjyde, der har boet hele livet i det samme hus.

- Havde du for et halvt år siden spurgt mig, hvordan det var, så havde jeg sagt til dig, at jeg var lidt bange. Men også at jeg glædede mig. Nu er jeg ikke bange mere. Og jeg er overbevist om, at det er den helt rigtige beslutning. Vi træner nogle ting i USA, som jeg ikke kunne gøre derhjemme. Derfor er jeg sikker på, at det kommer til at hjælpe mig til at tage det største spring, jeg har taget i min atletikkarriere. Det kommer til at betyde meget for min fremtid, fortæller Benjamin Lobo Vedel.

Den målrettede træning på den anden side af Atlanterhavet betyder, at den 20-årige Aalborg-løber allerede har opnået bemærkelsesværdige resultater.

I februar er han ti hundrededele fra at slå verdensrekordtiden på stafetten i 400-meter sammen med de tre øvrige løbere på collegeholdet. På trods af den flotte tid bliver Florida-holdet blot nummer to, da USC sætter uofficiel verdensrekord.

Derfor er Benjamin Lobo Vedels nye træner i USA også sikker på, at der venter store ting i fremtiden.

- Han har helt sikkert potentialet til at blive medaljetager ved både VM og OL. Vi skal være tålmodige og holde godt øje med hans udvikling, men vi skal ikke forhaste noget, siger Michael Holloway, der gennem sin tid som atletiktræner har trænet mere end 40 atleter, der er nået hele vejen til OL.

- Benjamin er en meget speciel atlet. Han har lange lemmer, og han har talent. Men han er også ekstremt hårdtarbejdende. Han bider mærke i detaljerne, og han er ekstremt målrettet, fortsætter Holloway.

I første omgang er målet dog rettet direkte mod OL i Tokyo om to år. Denne gang kommer Benjamin Lobo Vedel ikke til at tabe pusten, som det skete før Rio.

Han har fået tatoveret ordet: ’Run’ på siden af den højre hånd som motivation. Træningen har aldrig været bedre. Tvivlen på egne evner er elimineret. Og Benjamin Lobo Vedel er mere moden end nogensinde.

Nedturene har gjort ham hurtigere.

- Det er ikke længere, hvis jeg står i Tokyo. Det er når, jeg står i Tokyo.

- Mit største mål er at slå verdensrekorden engang i fremtiden. Det kan helt sikkert lade sig gøre. Der er mange veje til at nå det mål, men én ting er sikkert: Jeg skal være sindssygt fokuseret, siger han.

Der er ingen tvivl om, at ulven er vågen igen.

Rovdyret er sultent som aldrig før.