Bizar situation ved stort maratonløb: Etiopier vandt - kort efter blev han diskvalificeret for at bruge forbudte sko

Derara Hurisa vandt søndag maratonløbet i Wien. Et uheldigt skovalg betød dog, at han under tre kvarter senere blev diskvalificeret for at bryde reglerne.

Adidas-skoen bruges kun som træningssko og må ikke benyttes i eliteløb på grund af tykkelsen på mellemsålen.

Den var alligevel ny.

Efter 2 timer, 9 minutter og 22 sekunders storslået maratonløb i Wiens gader kunne Derara Hurisa pege to fingre mod himlen og krydse målstregen som vinder.

Under tre kvarter senere var det så arrangørernes tur til at løfte en pegefinger. 'Ehm'.

Etiopieren havde tilbagelagt de 42,2 kilometer i et par Adidas-sko af modellen Adizero Prime X. Hurtige pedaler, må man forstå. Dog også uden for den nye skive af regler, Det Internationale Atletikforbund hængte op sidste år.

Derfor måtte løbsledelsen skride ind på bagkant.

- Vinderen er diskvalificeret, skrev arrangørerne.

For at gøre en lang historie kort skyldes Hurisas diskvalifikation tykkelsen af mellemsålen på løbeskoen. De seneste par år har enorme sportsbrands udkæmpet en teknologisk krig på området. I første omgang stak Nike af fra konkurrenter, hvilket fik Det Internationale Atletikforbund til at rette i regelbogen.

Maksimalt 40 millimeter fra yder- til indersål. Søndagens vindersko måler 50 millimeter.

Herunder kan du se, da Derara Hurisa "vandt" maratonløbet i Wien i sine forbudte løbesko:

Der er intet hemmelighedskræmmeri omkring skoen. Adidas markedsfører den endda som en træningssko, da den jo ikke overholder reglerne.

Så hvordan endte Derara Hurisa med at stå iført dem på startstregen? Spørgsmålet til én million kroner.

Derara Hurisa var glad, da han blev vinder af den 38. udgave af maratonløbet i Wien. Et titel etiopieren havde i næsten tre kvarter... (Foto: Leonhard Foeger)

Arrangørerne oplyser, at alle løbere på forhånd skulle udfylde formularer med navn og skomodel. Her havde Hurisa skrevet en lovlig sko. Af uransagelige årsager foretog han bagefter en udstyrsmæssig uvending uden at sige det til nogen.

- Det er første gang, at sådan noget er sket. Og jeg er ret sikker på, at der fra nu af vil være en form for kontrol for at undgå, at noget lignende sker igen i et større løb, siger Johannes Langer, løbskoordinator ved Vienna City Marathon

- Vi understregede også skoreglerne på det tekniske møde. Så desværre havde vi intet andet valg end at diskvalificere atleten.

I stedet blev løbets nummer to, Leonard Langat, opgraderet til en førsteplads.

- Selvfølgelig ville jeg helst selv have brudt tapen (båndet ved målstregen, red.), siger Langat, der dog fik sig en tur på podiets øverste trin.

Facebook
Twitter