Dansk Atletik Forbund måber over nyt tiltag i forhindringsløb

I søndags skulle Anna Emilie Møller for første gang prøve kræfter med den nye form for 3000 meter forhindringsløb.

Anna Emilie Møller sluttede som numme fire i Ostrava. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Der var på forhånd ikke store forventninger til sjetteseedede Anna Emilie Møller, da hun i søndags trak ud på banen for at løbe 3000 meter forhindring ved Continental Cup i Ostrava.

For første gang skulle den unge dansker nemlig prøve kræfter med den nye regel, hvor den nederste halvdel af feltet før sidste runde bliver trukket ud af løbet.

Med en seedning som nummer seks ud af otte var der altså ikke lagt op til, at Anne Emilie Møller ville få chancen for at krydse målstregen, men med et klogt løb sneg sneg hun sig ind i top fire.

Selv om det altså blev til en flot fjerdeplads, så var hele oplevelsen ikke noget at skrive hjem om.

- Det er ikke optimalt for løberne, men det er spændende for tilskuerne, og det var da også sjovt at prøve noget andet. Men jeg var ikke kommet for at løbe sådan et løb. Jeg var kommet for at løbe et jævnt tempoløb, for det er også dét, jeg træner til.

- Man bør tænke over, hvem der er vigtigst – tilskuerne eller atleterne, siger Anna Emilie Møller.

Atletikforbund ikke tilfredse

Direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, er på linje med Anna Emilie Møller. At ændre løbet til et udskilningsløb er ikke nogen god løsning, selv om det for tilskuere bringe noget nyt på banen.

Tiltaget i sig selv er konkurrenceforvridende, mener Jakob Larsen.

- Det er en god ide at eksperimentere med koncepterne, men i det her tilfælde, så er det ikke vores opfattelse, at det er en god løsning. Det iscenesætter de løbere, der i høj grad dominerer via deres evne til at løbe stærkt i lang tid, mens spurtstærke løbere reelt set ikke længere har en chance, siger Jakob Larsen.

- Det kan sammenlignes med, at du tager de ti sidste over et bjerg i Tour de France, og så hiver dem ud. Men det er jo i og for sig uinteressant, for de kommer jo ikke til at vinde alligevel.

Fjerner spændingen

I weekenden så det ud til, at Anne Emilie Møller var godt på vej mod en dansk rekord. Desværre tabte hun pusten, da udskilningsløbet for alvor skulle afgøres.

Og det er netop konsekvensen af et tiltag som dette, siger Jakob Larsen.

- Man kan være ret sikker på, at nummer fire har måtte kæmpe så hårdt for at komme med rundt på sidste omgang, at det reelt set er umuligt at løbe med om medaljerne. Dermed ved vi med stor sikkerhed allerede en runde før finalen, hvem der kommer til at stå på podiet, og det besvarer sådan set spørgsmålet om, hvorfor vi ikke bryder os om tiltaget i Dansk Atletik Forbund.

Dansk Atletik Forbund vil senere kontakte Det Internationale Atletikforbund med samme konklusion, når forsøget med udskilningsløb skal evalueres.

Facebook
Twitter