Dansk atletik ramt af karrierestop: Topløber presset af skade

Danmarks bedste 1500 meter-løber Andreas Bueno har valgt at stoppe karrieren på grund af en skade i sit højre ben.

Andreas Bueno i aktion i 1500 meter-løbet ved landskampen i Stara Zagora 2015, hvor Danmark sikrede sig oprykning til 1. division. (Foto: Dansk Atletik Forbund © Dansk Atletik Forbund)

Det er nogle gange sådan, at karrieren ikke udvikler sig helt, som man selv ville have det. Det må Andreas Bueno erkende, og det tvinger ham til at stoppe karrieren i en alder af 28 år.

Problemet er et drilsk højreben, som giver ham problemer under konkurrencer, hvor det begynder at skælve.

- Jeg har tidligere kun mærket dette over længere distancer, ALTID over 1500m, men i juni i år kom symptomerne også på min yndlingsdistance. Flere ugers træningspause efter EM gjorde blot problemet værre – til DT i september var jeg knap halvvejs på 1500 meteren, før kontroltabet opstod, skriver Andreas Bueno på sin Facebook-væg ifølge Dansk Atletikforbunds hjemmeside.

Bueno har de seneste år været blandt Danmarks bedste på 1500 meter-distancen, og han kæmpede hårdt for at kvalificere sig til OL, men han manglede desværre lige det sidste.

Han har deltaget ved tre EM i træk, og hans bedste tid på 1500 meter er tre minutter og 38 sekunder, hvilket er den 6. hurtigste tid en dansker nogensinde har løbet.

- Jeg kunne snakke længe om mål og drømme, der aldrig blev indfriet, men jeg forsøger at fokusere på det, jeg har opnået i stedet for. Jeg har nydt de sidste seks år som eliteløber og med hjælp fra mange instanser, har jeg fået så meget ud af det, som min krop har tilladt, lyder det fra Andreas Bueno.

Bueno nåede i alt at vinde otte danske mesterskaber på sin favoritdistance.