Dansk duatlet efter fantastisk år: Nu vil jeg vinde VM

Den danske duatlet Søren Bystrup har været flyvende i 2017 og slutter året som nummer et på verdensranglisten. I 2018 er målet VM-guld.

Man skal være gjort af et specielt stof, hvis man vil nå langt som duatlet.

Når maxpulsen melder sig, mælkesyren hober sig op, man skærer tænder, men holder kadencen. Tømmer de sidste depoter, som kroppen har at byde på. Det er derude, man skal trives, hvis man vil have en chance for at konkurrere med de bedste.

Og det er der, Søren Bystrup fra Aarhus er.

I 2017 har han for alvor slået sit navn fast i den internationale top med en sølv-medalje til EM, en bronze-medalje til VM samt en sejr i Powerman i Vejle. Nok til, at han topper verdensranglisten.

Men ikke nok til, at han sætter sig selvtilfreds i sadlen.

- Jeg håber ikke, at jeg har ramt min topform. Jeg håber, at jeg kan lægge et ekstra lag på i det kommende år, så jeg kan tage en guldmedalje til VM, som jeg har arbejdet på i de seneste fem-seks år. Det tror jeg også på kan lade sig gøre, det handler om at finpudse de små detaljer, og samtidig ramme dagen, strategien og teknikken, siger Søren Bystrup.

Man skal æde sig selv

I ti år har Søren Bystrup dyrket duatlon på internationalt plan. Lige nu er han bedst på den lange distance, hvor man først løber ti kilometer, derefter cykler 150 kilometer, inden man slutter af med at løbe 30 kilometer.

Før kærligheden blev kastet på landevejen var det dog fodbold, der trak.

Det med at være afhængig af sine holdkammerater i jagten på et resultat, harmonerede ikke med konkurrencegenet. I stedet blev løbeskoene snøret, pulsuret indstillet. Det handlede i stedet om at komme ud og mærke naturen, udvikle kroppen og teste grænserne.

- Jeg elsker at cykle og løbe. Det kan man i naturen, og vi har fantastiske forhold til det her i Aarhus. Jeg tror, det er et element af alt elitesport, at man skal kunne æde sig selv – både til konkurrencer og i hverdagen, hvor man kan have travlt, og ikke har overskuddet til at træne, siger Søren Bystrup, der ikke går synderligt meget op i opmærksomheden, der følger med, når man præsterer, som han gør.

Selvfølgelig er det rart, at det hårde slid betaler sig, flere sponsorere melder sig på banen, men først og fremmest er det stadig jagten på den perfekte præstation, der driver værket.

- Jeg tror, jeg er meget drevet af indre motivation. Ikke så meget af, hvis duatlon blev vist i tv hver uge. Det er da rart med opmærksomhed, men processen er sjovest. Hvad kan jeg forbedre, hvordan kan jeg komme op på det maksimale, fysiologiske niveau, og nå den perfekte præstation, siger Søren Bystrup.

På den lange distance skal Søren Bystrup cykle 150 kilometer. Foto: Privat

Svært at leve af duatlon

Som tingene former sig lige nu, så er det ikke til at leve af duatlon for Søren Bystrup. En skrabet tilværelse, ville det i bedste fald blive. Derfor arbejder han på deltid som biologilærer på Skanderborg Gymnasium. Et job, der kræver cirka 20 timer om ugen – det samme, som han lægger i sin træning.

Derfor er der nogle naturlige omkostninger ved livet som duatlet i verdenstoppen. Det er ikke altid, at venner og familie får fornøjelsen af Søren Bystrups selskab, når der er fødselsdag eller fest. Sådan er det bare, og det er kæresten, Ditte, også indforstået med. Ro på de indre linjer.

- Ditte bakker 100% op om den tid, jeg bruger på træning og konkurrencer. Hun er også klar over, at det ikke er noget, som jeg kommer til at dyrke resten af mit liv. Det er lidt en livsstil, som er svær ikke at blive en del af, og under VM var Ditte også med langs ruten, så hun er absolut en stor støtte i hverdagen, siger Søren Bystrup, der altså nu, med et fantastisk 2017 i bagagen, har sigtekornet indstillet på det VM-guld, som skal gøre de tusindvis af timer på landevejene anstrengelserne værd.

- Min største drøm er helt klart at vinde VM på langdistance. Det er det, jeg mangler at opnå, for at jeg kan sige, at jeg har været virkelig glad for den tid, som jeg har brugt på duatlon, siger Søren Bystrup.