Dansk hækkeløber ryster kommentatorer med EM-semifinale: ’Har aldrig set noget lignende’

Det lignede et skuffende løb, men Andreas Martinsen er alligevel klar til EM-semifinalen i 60 meter hækkeløb.

Kommentatorerne troede ikke på det.

Andreas Martinsen selv var lige så skeptisk.

Men da tiderne blev offentliggjort efter de indledende heats på 60 meter hækkeløb, stod der alligevel et lille ’q’ ud fra danskerens navn som tegn på, at semifinalebilletten var i hus.

- Jeg er glad for at gå videre, men jeg havde ikke regnet med det efter det løb, jeg leverer, siger Andreas Martinsen til DR Sporten.

DR’s atletikkommentatorer Henrik Liniger og Christian Munk Petersen havde også opgivet drømmen om en dansk semifinaleplads, da Martinsen løb i mål som nummer syv og næstsidst i det sidste heat, hvor kun de tre første gik direkte videre.

- Det var ikke noget vellykket løb overhovedet fra Martinsen. Frygtelig start. Virkelig forfærdeligt, lød det samstemmende fra kommentatorerne umiddelbart efter løbet.

Men mundvigene kom hurtigt opad, da tiderne tikkede ind.

- 7.87? Var det så hurtigt? Han er videre til semifinalen. Vi har taget fuldstændig fejl. Løbet var så hurtigt, at det snød os. Seks ud af syv løbere i det her heat går videre. Det var da helt vanvittigt. Jeg har aldrig set noget lignende, sagde de pludseligt opstemte kommentatorer.

På samme måde satte Andreas Martinsen også langt mere pris på sit løb, efter han havde fået at vide, han tilbagelagde de 60 hækkefyldte meter på 7 sekunder og 87 hundrededele.

- Jeg er egentlig meget tilfreds med at levere så hurtig en tid efter så usammenhængende et løb. At jeg alligevel løber 7,87, er jo så helt okay. Kan jeg komme bedre fra start, så vil jeg også kunne løbe en meget bedre tid. Nu skal den bare have en på lampen i semifinalen, siger Andreas Martinsen.

Martinsen løber sin semifinale søndag klokken 12.05. Et løb, du kan se på DR3.

Tidligere på lørdagen bookede også Mathilde Kramer en plads i semifinalen i 60 meter sprint.

Facebook
Twitter