Dansk opbakning til at ophæve Ruslands dopingkarantæne: 'Det bliver vi nødt til'

Det Internationale Atletikforbund har besluttet at ophæve den dopingkarantæne, som har holdt Rusland ude af internationale konkurrencer i otte år.

Det Internationale Atletikforbund ophæver nu den dopingkarantæne, som har holdt det russiske atletikforbund ude af internationale konkurrencer i otte år. (Foto: © Lucy Nicholson, Ritzau Scanpix)

Ruslands atletikforbund har fået styr på deres antidopingarbejde.

Det er konklusionen fra World Athletics, Det Internationale Atletikforbund, som nu ophæver den dopingkarantæne, der har holdt Rusland ude af det fine selskab i næsten otte år.

Landet er stadig udelukket på grund af krigen i Ukraine, men det er ikke længere det statstyrede dopingprogram, der holder Rusland fra at vinde guldmedaljer.

Hos Dansk Atletik Forbund, DAF, støtter man op om beslutningen. Det siger direktør Lars Lindstrøm.

- Det bliver vi nødt til. Alternativet er jo, at vi ikke stoler på hele antidopingsystemet. Enten har man tillid, eller også har man ikke. Når Rusland nu lever op til de opstillede betingelser, bliver vi nødt til at have tillid til, at det er sådan, det foregår, siger han til DR Sporten.

Russiske Maria Lasitskene fejrer sin guldmedalje i højdespring, uden et russisk flag, ved OL i 2021 (Foto: © Unknown, Kyodo)

De betingelser, som det russiske atletikforbund nu lever op til, er opstillet af World Atheltics og indebærer blandt andet, at politik skal holdes ude af sporten fremover.

Derfor ser Lars Lindstrøm det som naturligt, at Rusland lukkes ind i varmen igen. I hvert fald, når det kommer til dopingspørgsmålet.

- Når man opfylder de krav, der er opstillet, så er man selvfølgelig velkommen tilbage. Det, mener vi, er rimeligt. Men vi noterer os også med tilfredshed, at Rusland stadig er udelukket på grund af krigen i Ukraine, siger Lars Lindstrøm.

Få overblik over den russiske dopingskandale her:

Antidopingmyndighed bakker op

Det rystede sportsverdenen, da russiske atleter for otte år siden blev udelukket fra international atletik, og næsten lige så overraskende kan det virke, at de nu er inde i varmen igen. Men der ligger et grundigt arbejde bag beslutningen, siger direktør i Anti Doping Danmark, Kim Højgaard Ravn.

- Jeg vil også vurdere, at vi kan tillægge det vægt, når de siger, at det russiske atletikforbund har levet op til de krav, der er stillet til deres antidopingarbejde, siger han.

- Det er et fremskridt for de rene russiske atleter, som vi også gerne vil beskytte, men vi skal heller ikke være naive.

World Athletics har nemlig været særdeles grundig med at opstille krav til de nationale forbund, og derfor kan de nu konkludere, at det russiske atletikforbund har styr på sine processer.

Det sker på trods af, at Wada, Det Internationale Dopingagentur, stadig vurderer at Den Russiske Antidopingmyndighed ikke overholder organisationens retningslinjer.

Natalya Antyukh, til højre, kom først over stregen ved 400 meter finalen ved OL i 2012. Hun har siden fået frataget guldet efter en dopingdom. (Foto: © Daniel Ochoa de Olza, Associated Press)

Selvom russiske atletikudøvere nu ikke er udelukket på grund af doping, hænger spøgelset og historien stadig over det russiske atletikforbund. Derfor har World Athletics også stadig forbundet under skærpet opsyn i tre år og opstillet 35 særlige krav, det skal leve op til.

- Rusland står bag den største dopingskandale i historien og har gjort alt for at dække over det og forhale processen og omgå sanktionerne, siger Kim Højgaard Ravn.

- Den tilgang til sporten, den politiske motivation, er selvfølgelig ikke forduftet over natten. Derfor skal vi stadig være opmærksomme, og det er vi også.

Med ophævelsen af dopingkarantænen er vejen nu banet for, at russiske atleter i fremtiden kan deltage i internationale atletikkonkurrencer, hvis krigen i Ukraine får en afslutning