Dansk rekord: Stafet-kvinder løber sig til sejr i indledende heat ved VM

Den danske rekord på 4x100 meter er blevet slået ved VM i stafet, der i disse dage afholdes i Japan.

Stafet-kvinderne jubler efter at have slået den danske rekord efter et stævne i Lausanne i 2018. (© Dansk Atletik)

Der var fart i benene hos de danske atletikkvinder, da der lørdag formiddag (dansk tid) blev løbet indledende heat ved World Relays, også kaldet VM i stafet.

Holdet, som består af Astrid Glenner-Fransen, Ida Karstoft, Mathilde Kramer og Mette Graversgaard, løb i mål i tiden 43.90 sekunder. Dermed slår de den rekord på 44.09 sekunder på 4x100 meter stafet, der blev sat ved EM sidste år i Berlin. Louise Østergård sad over som reserve.

I årets udgave af World Relays er 761 stafetløbere fra 45 lande tilmeldt. Udover æren er der store pengesummer at dyste om, men også mulighed for kvalifikation. Eksempelvis indløser en placering i top ti i 4x100 meter en direkte billet til VM i Doha senere på året.

De danske kvinder løber finale søndag eftermiddag (dansk tid).

Facebook
Twitter