Danske Andreas Bube er klar til EM

800 meter-løberen slog EM-kravet i sit første forsøg.

Andreas Bube er klar til EM i Berlin til august, efter han har klaret kravet. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

For femte år i træk bliver udendørs-EM i atletik med danske Andreas Bube i startblokken. 800 meter-løberen bookede tirsdag billet til sommerens forestående EM-stævne i den tyske hovedstad Berlin.

Andreas Bube løb sig til en tredjeplads ved et internationalt stævne i polske Bydgoszcz i tiden 1.46,44. Det var 46 hundrededele hurtigere end EM-kravet.

- Jeg vidste, at formen var god, men træning er én ting, konkurrence noget andet. Løbet formede sig godt med et dejligt, jævnt tempo. Jeg føler, at jeg er i form til en 1:45-tid. Det ville være fedt at gøre det allerede nu – og så bygge videre på formen frem til EM, siger Andreas Bube i en pressemeddelelse.

Efter planen løber Andreas Bube igen i Polen 8. juni samt til Diamond League i Stockholm 11. juni. EM i Berlin foregår fra 6. til 12. august som del af European Championships, og du kan se med på DR’s kanaler.

Facebook
Twitter