Det hammer, hammerfedt: Efter fire års træning er Katrine den længst kastende kvinde i landet

Katrine Koch satte i weekenden ny dansk rekord i hammerkast.

Katrine Koch stiller op for Sparta, hvor også den tidligere rekordindehaver, Celina Julin, træner. (Foto: PRIVATFOTO)

64 meter og 68 centimeter.

Det er omtrent halvanden gange højden på Rundetårn eller ti voksne hungiraffer stablet oven på hinanden. Og så er det længden på den nye Danmarksrekord i hammerkast hos kvinderne, der blev sat af 21-årige Katrine Koch i weekenden.

I en helt suveræn serie smed hun hammeren ud på mere end 62 meter i fire ud af seks forsøg.

Du kan se det næstbedste kast i videoen herunder.

Den flotte serie hele kulminerede i tredje kast, hvor Celina Julins danske rekord fra sidste sommer blev slået med fem centimeter af en glad Katrine Koch.

- Det er sgu ret fedt. Jeg har altid drømt om at have en dansk rekord, så det er bare dejligt, når det lykkedes.

- Det var gode, stabile kast hele vejen. Men jeg kunne nu også godt tænke mig at lave det her ene superkast i en konkurrence. Det ved jeg, at jeg har i mig, siger den 21-årige hammerkaster, der kun for alvor hat satset på kastedisciplinen de sidste fire år.

Et tabu at være kaster

Tidligere har Katrine Koch dyrket mangekamp og hækkeløb, men hun har altid haft et talent for kastedisciplinerne.

Derfor var det umiddelbart naturligt for hende at skifte til hammerkast, da knæskader begyndte at drille og påvirke resultaterne på løbebanen.

Men der var alligevel nogle tanker, der fik hende til at tøve.

- Hammerkast er ikke en disciplin, som ret mange piger dyrker. Måske er det i virkeligheden en smule tabubelagt at være kaster som pige, fordi mange har et billede af kvindelige kastere som værende store og muskuløse. Det tror jeg kan sætte en stopper for nogle piger, der overvejer at blive kastere.

- Sådan tænkte jeg også selv om kastere på et tidspunkt, men nu hvor jeg selv er trådt ind i disciplinen, så kan jeg sagtens se, at det ikke behøver være sådan.

- Og heldigvis har jeg aldrig mødt én negativ holdning til, at jeg er hammerkaster. Mine venner synes mest af alt, at det er sejt, jeg er så stærk, siger den nye indehaver af Danmarks længste hammerkast for kvinder.

En eksplosiv udvikling

Med en dansk rekord fremstår Katrine Kochs skifte som et naturligt valg, men forud for rekorden ligger et stort udviklingsarbejde ifølge landstræner i kast, Carsten Bomme.

- Hun begyndte først for alvor for et par år siden at træne hammerkast, og har haft en ret eksplosiv udvikling siden, siger Carsten Bomme.

Den nye danske rekord glæder også landstræneren, men han er ikke synderligt overrasket over, at Katrine Koch fik hammeren ud på næsten 65 meter, for hun havde trænet og kastet godt op til weekendens stævne, hvor rekordkastet blev leveret, fortæller landstræneren i kast.

- Det er superfedt med rekorden. Der er nogle gode tegn til den kommende sæson, så det er jeg meget, meget tilfreds med.

- Det har ligget lidt i kortene, men man skal jo lige gøre det, siger Carsten Bomme.

Katrine Kochs danske rekord var en forbedring af den hidtidige danske rekord, som var under et år gammel, sat af Celina Julin.

Mens Celina Julin har sat elitekarrieren på pause, så er der flere unge hammerkastere, der har markeret sig med kast over 60 meter. Heriblandt Katrine Koch, naturligvis, men også Lise Lotte Jepsen.

Det giver en positiv effekt på landstrænerens arbejde.

- Det er klart, at når der er flere, der får et højere niveau, så bliver det også nemmere at forholde sig til det nye niveau. Det ser man tit, at man lige skal igennem en barriere, og så begynder der at ske noget.

- Det er da fordi, at de har hinanden og kæmper og kan se, at de kaster langt og giver en tro på, at det kan lade sig gøre. Rent mentalt tror jeg bestemt, det påvirker dem positivt, siger Carsten Bomme.

Det kortsigtede mål for Katrine Koch er U23-EM, som foregår til sommer i Bergen i Norge.