Dynamit-Hari sætter dansk rekord på 100 meter

Kristoffer Hari satte dansk rekord med tiden 10,26 sekunder, da han blev nummer fire ved stævne i Texas.

Kristoffer Hari er nu indehaver af den danske rekord. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Løberen Kristoffer Hari satte lørdag dansk rekord i 100-meter-løb ved et stævne i USA.

Den 21-årige løber blev noteret for tiden 10,26 sekunder og kappede dermed tre hundrededele af et sekund af den hidtidige rekord fra september 2004.

Den tilhørte den tidligere længdespringer og løber Morten Jensen.

Trods rekordløbet måtte Kristoffer Hari tage til takke med en fjerdeplads ved stævnet i Texas, hvor der var fart over feltet. Sejren gik således til Divine Oduduru, der vandt i tiden 9,94 sekunder.

Deltagerne ved stævnet med navnet "2019 Michael Johnson Invitational" efter den tidligere sprinter kom fra forskellige universiteter. Danskeren stillede op for et universitet i Arkansas.

Hari modtog sidste år et fuldt scholarship fra universitetet, hvor han har mulighed for at træne på højt niveau.

Kristoffer Hari blev allerede for seks år siden kendt under navnet "Dynamit-Hari", da han som 15-årig var indehaver af europarekorden på både 100- og 200-meteren for sin aldersgruppe.

/ritzau/

Facebook
Twitter