Efter 24 timer: Dansk superløber bliver 6'er i Frankrig

Langdistanceløberen Anne Marie Geisler Andersen kunne efter 24 timer krydse målstregen efter imponerende 225 kilometer.

Billede fra Anne Marie Geisler Andersens Facebook.

Mens de fleste andre danskere brugte den grå søndag morgen med en kop kaffe og en spandauer, var langdistanceløberen, Anne Marie Geisler Andersen, i fuld gang med den afsluttende spurt ved Europamesterskabet i 24 timers løb i den franske by Albi.

Løbet sluttede kl. 10 og her kunne den danske løber krydse målstregen som nr. 6. Dermed lykkedes det for Anne Marie Geisler Andersen at indfri sin målsætning om at slutte i top ti. Men, det foregik ikke helt uden dramatik:

- I starten synes jeg der var utroligt langt. Jeg synes det var hårdt, og jeg var ved at føle mig lidt træt og tænkte: puha, hvad er det jeg har givet mig ud i. Jeg overvejde endda at stoppe i en periode, men det gik over da jeg først kom i gang siger Anne Marie Geisler Andersen.

Og da den 35-årige dansker kom i gang gik det også rigtigt. Hun lå nemlig stabilt i toppen hele løbet, og var blandt en gruppe på tre løbere, der med en time tilbage kæmpede om pladserne fra fem til syv, hvor danskeren altså placerede sig lige i midten.

- Det er fedt at være den sjette bedste i Europa, det var først bagefter, at det egentlig gik op for mig. Det betyder rigtig meget for mig at det lykkedes, det der med, at jeg kan sætte mig et mål, og så kan jeg fandme gøre det.

- Det giver mig blod på tanden til, at jeg, en eller anden dag når jeg er kommet mig, tør gå efter at komme på podiet. Fordi jeg tænker, hvis det var det, der havde været målsætningen, og det jeg havde trænet op til, så er det jo ikke urealistisk.

Ødelagt krop

Når man løber 225 kilometer på 24 timer, så er tærer det en del på kroppen.

- Jeg er altid lidt ynkelig bagefter, fordi jeg altid løber mig helt ud. Men den her gang kunne jeg selv gå derfra. Nogle gange bliver jeg nødt til lige at lægge mig lidt ned, fordi jeg bliver lidt svimmel og bleg. Det har også sat sig lidt i mit svælg, så jeg kunne godt forestille mig, at jeg snart får lidt lungebetændelse.

Det er dog ikke kun efter løbet konsekvenserne indtræffer. Undervejs må man som løber accepterer, at der er vabler der springer, og negle der ryger af, men det er ikke noget Anne Marie Geisler Andersen tager så tungt.

- Jeg har ikke kigget på mine fødder endnu, men jeg kunne mærke da den første negl smuttede, og jeg tror også at mine storetånegle ryger. Der var et par gange undervejs, hvor jeg kunne mærke at der sprang en vabel eller røg en negl, så kunne jeg godt mærke 'av', men det går hurtigt over.

Flere danske rekorder

Undervejs lykkedes det også Anne Marie Geisler Andersen at slå sin egen danske rekord på 219 km., som hun satte i 2014. Det gjorde hun efter 23 timer og et kvarter, og dermed havde hun altså 45 minutter til at udbygge rekorden. Den nye rekord lyder på imponerende 225 kilometer.

De to andre danske kvinder der også deltog i løbet, Anne-Marie Rossen og Diana Kämpe, sluttede som henholdsvis som nummer 37 og 42. De tre danske resultater betyder samtidig, at de som hold også slår den danske rekord med en samlet distance på 607 kilometer.

Der var også succes hos mændene, hvor bedste dansker blev Kim Klitgaard Sørensen. Han sluttede som nr. 11 efter at have tilbagelagt 243 km. Her blev der ligeledes sat ny danmarksrekord for hold, hvor han sammen med Henrik Westerlin og Bruno Batsberg nu er indehavere af rekorden efter de tilsammen løb 716 kilometer.

Facebook
Twitter