Europa vinder overlegent ’The Match’ mod USA: 'En lovende start for nyt koncept'

Den samlede sejr til Europa var aldrig i fare, da de to kontinenter for første gang mødtes i atletikduellen, ’The Match’.

Den europæiske atletikdelegation havde efter førstedagens 18 discipliner et forspring på 16 point ned til USA. Et forspring som kun blev forøget gennem den sidste konkurrencedag i Minsk.

Det europæiske hold kunne tirsdag aften lade sig hylde som de første vindere af ’The Match’ mellem Europa og USA.

Det blev en knusende sejr til Europa på 724,5 point mod USA’s 601,5 point.

Mixstafetten satte et flot punktum

I mixstafetten mellem to amerikanske og to europæiske hold, satte Amel Tuka fra Bosnien-Herzegovina et flot punktum på to interkontinentale atletikdage, da han spurtede en europæisk sejr hjem mod amerikanske Isaiah Harris og Brannon Kidder.

Tuka vandt finalen med otte hundrededele ned til andenpladsen.

Du kan se den imponerende afslutning i mixstafetten i klippet her.

Både USA og Europa fik overlegne sejre i 200-meterløbene

I kvindernes 200-meterløb var den amerikanske sejr aldrig i fare, da Brittany Brown sikrede sig førstepladsen i tiden 22 sekunder og 61 hundrededele.

I mændenes 200-meterløb var det forventet, at forhåndsfavoritten Ramil Guliyev, der løb 19 sekunder og 86 hundrededele i fredags ved Diamond League i Bruxelles, skulle sikre Europa maksimale point.

Guliyev vandt sikkert med 50 hundrededele ned til nummer to, Eseosa Desalu fra Italien.

Du kan se både kvindernes og mændenes 200-meterløb i klippet her.

En succes, men der skal tænkes planlægning

De sidste to dage har over 300 atleter dystet i 37 discipliner. Det er første gang, at Europa og USA dyster mod hinanden i atletik.

Alle discipliner er blevet kommenteret af DR Sportens atletikkommentatorer, Henrik Liniger og Christian Munk Pedersen.

Christian Munk Petersen var videre positiv efter afslutningen på konkurrencen, hvor især resultaterne i de tekniske discipliner havde imponeret.

- Man kan godt kalde det en succes. Forinden var der flere, der var afventende, men resultaterne og rammerne har været gode og over forventning. Startlisterne viser, at vi er tæt på et verdensmesterskab. Det har derfor ikke passet så godt ind i nogle atleters planlægning, hvorfor flere har valgt det fra, siger Christian Munk og fortsætter.

- Der skal arbejdes på planlægningen og kigges på, hvor tit det skal afholdes, men ellers er der få ting, der skal justeres for at det kan blive en tilbagevendende ting – måske hvert andet år, hvis det passer ind i løbskalenderen.

En opfattelse, han deler med Henrik Liniger, der også kan se muligheder i konceptet.

- Det har været en lovende start for et nyt koncept, der dog stadig mangler lidt planlægning. Der er også positive signaler i, at der kan videreudvikles på det efter første afholdelse. Det har været to meget spændende dage i Minsk, uddyber han.

Facebook
Twitter