Fem urørlige verdensrekorder: De moderne atleter får bank af fortidens syndere

Der er nogle verdensrekorder, der er så suveræne, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om de nogensinde bliver slået.

Tænk at være den hurtigste på jorden nogensinde. Eller måske at være den, som har hoppet længst nogensinde. Udover ædelt metal ved de store mesterskaber, så drømmer de professionelle udøvere selvfølgelig om at sætte verdensrekord i deres disciplin.

Men der er bare nogle verdensrekorder, der virker til at være næsten urørlige. Specielt efter en periode i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne har der i atletik været nogle rekorder, som udøverne ikke har været i nærheden af at slå.

Det kan der være rigtig mange grunde til, og der hænger et stort dopingspørgsmålstegn over de omtalte rekordholdere. Doping var i hvert fald været en stor del af atletik i den periode, hvor de fleste urørlige verdensrekorder blev sat. Det er fysiologen Jesper Løvind Andersen ikke i tvivl om.

- Når man kigger på de der verdensrekorder, så er det rigtigt, at flere af dem er gamle, og de, som typisk hænger ved, er dem, hvor det har båret præg af tydelig doping. De korte distancer på kvindernes løb, herrernes kuglestød, hammerkast og diskoskast. De har været dopet herfra og til juleaften, forklarer han.

Vi har samlet nogle af de kontroversielle verdensrekorder, som formentlig ikke bliver slået igen.

Florence Griffith-Joyner på 100 meter

Florence Griffith-Joyner er i manges øjne det absolut bedste eksempel på at have sat rekorder, som aldrig vil blive slået. Den amerikanske ekspert i de korte distancer var nemlig så flyvende i en kort periode i 1988, at hun tog verdensrekorden på de berømte distancer på 100 meter og 200 meter.

Ved det amerikanske udtagelsesløb i Indianapolis forud for OL i Seoul senere samme år lagde hun ud med at sætte den hurtigste tid i verden nogensinde på 100 meter. Verdensrekorden blev på 10,49. En forbedring på intet mindre end 27 hundrededele af Evelyn Ashfords rekord sat fire år forinden.

Carmelita Jeter er den løber inden for de senere år, som er kommet tættest på Griffith-Joyner på 100 meter. I 2009 var hun 15 hundrededele fra verdensrekorden. Det er stadig en markant forskel.

Florence Griffith-Joyner på 200 meter

Men som nævnt var det ikke kun på 100 meter, at amerikaneren med kælenavnet ’Flo-Jo’ viste sine skræmmende evner. Også på 200 meter foldede hun sig ud. Det gjorde hun ved OL i Seoul i 1988.

Der blev hun tredobbelt olympisk mester, men hun var ikke færdig med verdensrekorder. I semifinalen tog hun rekorden på 200 meter, og i finalen smadrede hun mildt sagt sin egen rekord. Med tiden 21,33 var hun 23 hundrededele bedre end sin rekord fra semifinalen.

På 200 meter er det Marion Jones, som er kommet nærmest Griffith-Joyner, og hun har endda indrømmet brug af doping i dele af sin karriere. Men det var altså ikke nok til at komme tæt på Flo-Jo. I 1998 var hun 28 hundrededele fra sin landsmandinde.

- Flo-Jo var ekstremt dopet, men hun trak bare stikket og stoppede karrieren på det rigtige tidspunkt. Og så var det også hendes rigtig gode teknik, der var med til at gøre hende markant bedre end sine konkurrenter, siger Jesper Løvind Andersen.

- Man får hele tiden eksempler på, at de ikke er dopingfri i dag, men de nutidige dopingformer, som handler om at øge muskelmasse, som er vigtigt for de her løbere, er væsentligt nemmere at spore i forhold til doping, som fremmer udholdenheden og iltoptagelsen, forklarer han.

- Det er derfor blevet langt sværere at snyde på den måde uden at blive opdaget. Det er simpelthen en af grundene til, at de er et stykke fra Flo-Jo i dag, lyder det fra fysiologen.

Florence Griffith-Joyner var i Danmark i 1996, og i den forbindelse spurgte Danmarks Radio til, hvorvidt hun havde benyttet sig af doping. Det afviste hun og omtalte det som en svær ting i livet at få kastet de beskyldninger imod sig. To år senere døde hun på grund af et hjertestop i en alder af 38 år.

Marita Koch på 400 meter

I 1980’erne var det ofte en tæt duel mellem østtyske Marita Koch og tjekkoslovakiske Jarmila Kratochvilova på 400 meter, men i 1985 satte Koch det hele så meget på plads, at der ikke længere var noget at diskutere. Koch flåede verdensrekorden ud af hænderne på sin tjekkoslovakiske rival.

I tiden 47,60 sekunder slog hun den daværende verdensrekord med intet mindre end 39 hundrededele. I dette årtusinde er der ikke nogen, som har løbet inden for et sekund af den tid. Den bedste er Sanya Richards-Ross, der løb i tiden 48,70 i 2006.

Efter murens fald kom der store afsløringer om et systematisk brug af doping i Østtyskland, og her var Marita Koch også indblandet, så man kan sætte spørgsmålstegn ved hendes renhed, da hun satte verdensrekord.

- Man behøver ikke at analysere for meget på, hvorfor tiderne var så markant bedre dengang. Det er nemlig ret simpelt. Det handler om systematisk brug af doping. Hvis du eksempelvis kigger på de kvinder fra dengang, så er deres talent ikke bedre end de kvinder, der er her nu, siger Jesper Løvind Andersen.

- Så de har bare været voldsomt dopede. Når man kigger på de gamle østtyske piger eksempelvis, så er der ingen tvivl om, at doping har spillet en stor rolle. Det handler om muskelkraft og styrke. For kvinder har de ting været et meget vigtigt parameter på de korte distancer.

Mike Powell i længdespring

I knap 23 år var verdensrekorden i længdespring umulig at slå. Bob Beamons rekord fra 1968 faldt dog ved VM i Tokyo i 1991. Her hoppede hans landsmand fra USA Mike Powell nemlig imponerende 8 meter og 95 centimeter, hvilket var fem centimeter bedre end Beamons rekord.

Faktisk havde Powells rival Carl Lewis lige inden også været over Beamons rekord på 8,90, men på grund af medvind på forsøget, så blev den ikke godtaget som verdensrekord.

I nyere tid er der ikke rigtig nogle udøvere, som er kommet tæt på Mike Powells rekord. Dwight Phillips var 21 centimeter fra verdensrekorden i 2009, mens Juan Miguel Echevarría hoppede 27 centimeter kortere end Powells rekord i 2018.

Randy Barnes i kuglestød

Hvis der hænger en dopingskygge over nogle af de nævnte udøvere, så må man sige, at skyggen er blandt de største ved amerikanske Randy Barnes. Han er indehaver af verdensrekorden i kuglestød med et stød på 23,12 meter. Den rekord satte han i 1990, men tre måneder senere afleverede han en positiv dopingtest.

Siden det skete, har der ikke været nogle udøvere, som har været i nærheden af amerikanerens rekord. I år stødte newzealandske Tomas Walsh 22,67 meter, men det er stadig knap en halv meter fra verdensrekorden.

Randy Barnes endte med at blive udelukket fra sporten, da han i 1998 blev testet positiv for anden gang. Verdensrekorden står der dog stadig. Han ejer i øvrigt også verdensrekorden i indendørs kuglestød.

Alle rekorder bliver slået

Selvom nogle af disse rekorder virker fuldstændig umulige at slå, så mener Jesper Løvind Andersen, at man godt kan forvente, at rekorderne bliver forbedret en dag. Også selvom det nok ikke vil ske snart.

- Der kommer ikke til at ske de store forandringer i atletikkens verdensrekorder, men der er stadig ting, som kan optimeres i træning og rammerne, forklarer Jesper Løvind Andersen.

- Derfor vil der også stadig komme nye rekorder. I styrkedisciplinerne som hammerkast, kuglestød og diskoskast bliver det svært, selvom jeg tror på, at de nok skal blive slået en dag. Der kan bare gå lang tid. I løbedisciplinerne bliver det mere markant, fordi man kan optimere endnu mere fysiologisk der, selvom rekorder som Flo-Jos kommer til at tage lang tid at slå, siger fysiologen.

Det handler ifølge Jesper Løvind Andersen om at stramme fiskenettet i jagten på de helt unikke fysiske talenter. Hvis man først finder dem, så finder man muligvis også vejen til en ny verdensrekord i de enkelte discipliner.

- Jeg tror på, at de rekorder kan blive slået alene ved at optimere de fysiske parametre. Man skal optimere træningen, og man skal finde de individer, som har det ekstraordinære. Så skal alle rekorder nok blive slået på et tidspunkt. Men nogen sker før end andre, og det bliver ikke en markant rekordforbedring, siger han.

- Usain Bolts rekord kommer også til at stå i rigtig lang tid nu, lyder det fra Jesper Løvind Andersen.

De fem ovenstående rekorder er langt fra de eneste atletikrekorder, som er svære at slå. Men det hænder også fra tid til anden, at de rent faktisk bliver slået. Eksempelvis slog franske Renaud Lavillenie verdensrekorden i stangspring i 2014. Det var en 20 år gammel rekord sat af ukrainske Sergey Bubka i 1994.

Facebook
Twitter