Fodboldpigen Ida spurtede fra Brøndby og ind på atletiklandsholdet

Den tidligere landsholdsspiller Ida Karstoft følte sig til sidst ikke tilpas på fodboldbanen. Derfor valgte hun at satse på atletik, hvor hun nu er på landsholdet.

376 kilometer i bil eller fem timer i tog. Så langt er der fra hjembyen Lemvig til Amager, hvor hun bor i dag. Lemvig er placeret på Danmarks kant. Så tæt ved havet, at den nærmeste by mod vest er Edinburgh i Skotland. Det er Vandkantsdanmark, når det er smukkest. Skov, ro og strand.

Her voksede et af Danmarks største fodboldtalenter op. Ida Karstoft har spillet på samtlige danske ungdomslandshold inklusiv det danske A-landshold. Hun var professionel i Brøndby og havde en lovende fodboldfremtid foran sig. Men nu er det slut. Fodboldpigen Ida er væk.

I stedet er sprinteren Ida Karstoft på det danske landshold i atletik. Karrieren er ny. Og hun har aldrig haft det bedre.

- Der findes altid dage, hvor du kan vågne op og være utilpas. Dem havde jeg mange af i slutningen af min fodboldkarriere. Men siden jeg begyndte til atletik, har jeg ikke haft en eneste, smiler hun og ler.

Ida Karstoft har fået smilet igen, efter hun begyndte til atletik. (Foto: Malte L. Nørgaard)

Der er ingen tvivl om, at hun er en glad pige. Smilet former hendes ansigt. Hun er ikke ked af at være langt hjemmefra, efter hun byttede fodboldstøvler ud med pigsko for otte måneder siden.

Nu trives hun i storbyen.

- Jeg elsker København og pulsen i byen. Selvom jeg er vokset op med en stor have, så er det rigtigt for mig at være her nu.

Jeg vil ikke spille Champions League

Lige efter gymnasiet er afsluttet i Lemvig med kemi og biologi på højeste niveau, søger hun mod hovedstaden. En kontrakt hos de mangedobbelte danske fodboldmestre fra Brøndby IF lokker hende mod øst.

Planen er en fodboldkarriere af de store, landsholdet venter snart og måske drømmen om en kontrakt hos en udenlandsk topklub på sigt kan opfyldes. De tanker fylder hende med glæde i sommeren 2015.

Derfor sidder smilet som klistret på ansigtet, da hun løfter den gule trøje under præsentationen på den københavnske vestegn.

Men allerede der ved Ida Karstoft godt, at hun er skadet. Med sig i tasken fra Jylland har hun en overbelastningsskade i lårene, som først skal behandles, før hun kan spille kamp i den trøje, hun har i hænderne.

Hun er ikke bekymret. Det burde snart være muligt at komme i kamp for Brøndby.

Sådan går det ikke. Den ene skade afløser den næste. Et vrid i knæet. En forstuvet ankel. En skulderskade. Og en hjernerystelse. Træningsugerne med resten af holdet er få. De hænger sjældent sammen. Og nervøsiteten fylder hende derfor, inden hun skal i kamp.

- Jeg har aldrig elsket kampene. Jeg har til gengæld altid godt kunne lide at træne. Det var mine højdepunkter ved fodbolden. Hvis jeg laver en fejl i en kamp, så handler det pludselig om noget større. Det er en mærkelig følelse at have som fodboldspiller, når alle andre glæder sig til weekendens kamp, men jeg ikke selv gør. Folk forventer, at jeg siger, jeg glæder mig megameget til kamp. Men sådan er det ikke. Det er som at have en maske på. Min tanke er, at det handler om, at jeg ikke bryder mig om, at det går ud over andre end mig selv, hvis jeg fejler. Jeg er perfektionist, selvom jeg godt ved, at det er umuligt at spille en perfekt fodboldkamp.

Udenfor banen i Brøndby kredser tankerne sig om, hvordan fejl inde på banen kan undgås.

- Jeg føler ikke, jeg er den Ida, som jeg normalt er. Jeg har bare masken på. Jeg er ikke den glade og udadvendte pige. I virkeligheden er jeg lidt to personer, erindrer hun.

Særligt en episode husker Ida Karstoft. Inden Brøndbys kamp i 2016 mod de engelske mestre fra Manchester City i Champions League 1/8-finalen, bliver det hele alt for meget.

- Jeg ringer hjem til mine forældre og græder, fordi jeg overhovedet ikke er tilpas. Andre spillere græder, fordi de ikke kommer ind for at spille i sådan en kamp. Jeg græder, fordi jeg slet ikke kan håndtere tanken om, at jeg skal ind og spille.

Ida Karstoft fortæller, at Brøndby ikke kender til tankerne. Hun bliver skiftet ind i begge opgør mod den engelske storklub uden at lave nævneværdige fejl. Alligevel ryger de danske mestre ud af turneringen med 2-1 sammenlagt.

Men tankerne om fejl fylder stadig. Flere gange i løbet af efteråret må hun afbryde hverdagen.

- Jeg har brug for nogle pusterum for at komme væk fra det hele. Det får jeg ved at tage hjem til mine forældre i Lemvig. Så jeg kan gå en tur alene på stranden eller i skoven. Nogle dage bliver jeg nødt til at melde fra til både arbejde og træning, fordi det hele simpelthen er for meget.

Farvel til Brøndby

Hun er ikke glad på fodboldbanen. Tæt på december sidste år sker vendepunktet. Under en evalueringssamtale med sportschefen fortæller hun, at glæden ved fodbold er væk.

De to bliver enige om, at Ida Karstoft skal have juleferie to uger før de andre spillere. Brøndby må undvære hende, selvom hun netop har afgjort topopgøret mod Fortuna Hjørring med en scoring til 2-1 på en kold novembereftermiddag i Hjørring.

- Selvom jeg takker ja til deres tilbud, så kan jeg bare mærke med det samme, at jeg ikke skal tilbage. Jeg har været i det for længe til, at jeg kan finde glæden igen på nogle måneder. Jeg skal helt væk fra det.

Derfor beslutter hun, at tiden i Brøndby er forbi. En uge efter fortæller hun Brøndby om beslutningen. Klubben har forståelse for situationen, og midt i december bliver de enige om at ophæve den kontrakt, der står til at udløbe et halvt år senere.

Julen hjemme hos forældrene i Lemvig er god. Den glade pige har fået smilet igen.

- Det er en tung sten, der falder fra hjertet. Jeg er lettet på så mange måder. Det har fyldt så meget og givet mig så mange bekymringer de seneste måneder, så det er virkelig en lettelse, at jeg nu kan tage masken af, fortæller hun om tiden lige efter.

Ida Karstoft elskede at være på fodboldskole som mindre. (Foto: PRIVATFOTO)

På trods af utilpasheden i fodboldtøjet og lettelsen ved at sige fra, så kræver det alligevel nøje overvejelse, før hun med klistrede håndflader fortæller klubben, at hun har spillet den sidste kamp med nummer 20 på ryggen på Bane 2 i Brøndby.

- Det er en identitet, jeg skal give slip på. Hjemme i Lemvig er jeg fodboldspilleren og landsholdsspilleren. Jeg er flyttet til Brøndby, og alle folk spørger mig, hvordan det går derovre. Hvor er du sej, siger de. Men hvad hvis jeg pludselig ikke er fodboldspiller? Hvem er jeg så? Jeg skal bruge tid på at acceptere, at jeg ikke har en kasse at putte mig selv i. At det var okay ikke at være hende fodboldspilleren længere, fortæller Ida Karstoft.

- Udadtil kan jeg godt lide at være fodboldpigen Ida, at være på landsholdet og spille for Brøndby. Men det er ikke dét, der skal holde dig fast i fodbolden. Det skal være glæden til spillet. Og den var væk til sidst. Derfor indser jeg også, at det er tid til at stoppe. Jeg skal ikke blive ved med at spille fodbold af de forkerte grunde. Jeg skal ikke gøre det for andres skyld.

På landsholdet efter tre uger

Det sidste halve år i Brøndby bruger Ida Karstoft også på andet end fodbold. Hver onsdag begynder hun at besøge atletikklubben Sparta på Østerbro.

Under et af de utallige genoptræningsforløb i Brøndby, sker der nemlig noget, der ændrer hendes tilværelse.

For mens Brøndbys kvindehold træner på den ene bane, og Brøndbys talenthold træner på den anden bane, løber Ida Karstoft alene og laver intervalløb på området mellem de to baner.

Talentholdet træner også løb den dag. Men alligevel har den fysiske træner Michael Jørgensen svært ved at undgå at skule ud på området mellem banerne, hvor Ida Karstoft løber.

Han er imponeret over den fart, som den unge vestjyde har i benene. Derfor kan han ikke lade være med at henvende sig til Brøndbys back.

- Han kommer og spørger mig, om jeg nogensinde har løbetrænet for alvor. Der kigger jeg bare dumt på ham. Løbetrænet? Det er da det kedeligste, griner hun.

Alligevel lader hun sig overtale til at blive testet i Sparta. Der er noget vægt bag Michael Jørgensens ord, når han er imponeret.

Med næsten 20 års erfaring som atletiktræner i Danmarks mest vindende atletikklub, kan han kende et løbetalent, når han ser det. Sammen begynder de to derfor at lave tests i Sparta hver onsdag.

Det viser sig snart at være en god idé. Ida Karstoft har brug for ny inspiration. Michael Jørgensen har set et talent.

Derfor er det en naturlig beslutning for 22-årige Ida Karstoft at starte med en mere målrettet atletiktræning i Sparta kort efter jul. Fodbolden fylder ikke længere i hendes hverdag, så nu er der mere tid at bruge i atletikklubben.

14. januar i år løber Ida Karstoft det første stævne med Sparta-trøjen på. 25 sekunder og 22 hundrededele bruger hun på at tilbagelægge 200 meter. En imponerende tid de blot tre ugers træning taget i betragtning.

Snart efter ringer telefonen. To andre løbere har meldt afbud til den nordiske landskamp, Nordenkampen.

Med tiden er Ida Karstoft derfor pludselig udtaget til det danske landshold.

- Da jeg tager telefonen bliver jeg paf. Jeg tænker bare: Det kan simpelthen ikke passe. De er godt klar over, at jeg absolut ingen erfaring har. Jeg har stort set aldrig trænet atletik. Der må simpelthen være andre, der har løbet hurtigere end mig, griner Ida Karstoft.

Men den er god nok. Og pludselig står det klart, at Michael Jørgensens ord har sandhed bag sig. Ida Karstoft er et af Danmarks største sprinttalenter.

Efter den første sæson er hendes personlige rekord på 100 meter nede på 12 sekunder og 19 hundrededele, mens den lyder på 24 sekunder og 45 hundrededele på den dobbelte distance.

Hun er derfor mindre end et sekund fra den danske rekord på 100 meter, der blev sat af Dorthe A. Rasmussen i 1983, mens den danske rekord på 200 meter lyder på 23 sekunder og 36 hundrededele.

Ved DM i starten af september var det kun OL-sølvvinderen Sara Slott Pedersen, der var hurtigere i finalen på 200 meter.

Smilet var stort, da Ida Karstoft blev nummer to i 200 meter ved DM i starten af september. (Foto: Privatfotos)

Derfor tør hun også godt have fart på drømmene om fremtiden.

- Min drøm er at komme med til OL, selvom der fortsat skal tages nogle sekunder af mine tider.

Men vigtigst af alt har hun det seneste år lært, at der skal glæde til at præstere.

- Det handler om at være glad. Hvis jeg ikke er det, så fungerer jeg heller ikke inde på banen. Om det så er løbebanen eller fodboldbanen. Det ved min træner også. En glad Ida, det er en god Ida, siger hun og smiler igen.

I dag er atletiktalentet Ida Karstoft igen en glad pige. Selvom hun er i storbyen, så udstråler hun den ro, der kun findes i Lemvig.

Du kan se meget mere til Ida Karstoft i indslaget herunder.