God nok, men ikke gammel nok: Løbetalent slog alt og alle, men måtte ikke få guld

Den 17-årige Astrid My Rønde Kristensen var den hurtigste til Copenhagen Half Marathon, men var for ung til at blive kåret som danmarksmester.

Den 17årige Astrid My Rønde Kristensen var den hurtigste løber ved Copenhagen Half Marathon i tiden 1:14:45. (Foto: Christian Jørn (Dansk Atletik) Grafik: Diede Linnet van de Mosselaar.)

Hun vidste godt selv, at hun var hurtig, men ikke så hurtig.

Den blot 17-årige Astrid My Rønde Kristensen var den hurtigste danske kvinde ved Copenhagen Half Marathon sidste weekend, hvor DM også blev afholdt. Hun vandt dog ikke guld.

For på trods af at hun løb de 21 kilometer på 1 time, 14 minutter og 45 sekunder, er hun ifølge reglementet ikke gammel nok til at deltage i DM. Man skal som minimum fylde 20 år i løbet af 2021, så da medaljerne skulle uddeles, hang guldet i stedet om halsen på Annah Ritah, selv om hun var to minutter langsommere end fynboen.

- Det er selvfølgelig træls, men jeg vidste det godt i forvejen. Det var lidt nederen, at der ikke var noget decideret at løbe for, men sådan er reglerne, siger den 17-årige løber, der til daglig går på Hjemly Idrætsefterskole.

'Ikke min beslutning'

Astrid My Rønde Kristensen kommer fra Vester Skerninge på Sydfyn og begyndte at løbe længere distancer for to år siden, da hun deltog i et halvmaraton sammen med sin familie. Kort efter blev hun en del af Svendborg Gymnastikforenings Atletikafdeling (SGI Atletik) og har siden trænet målrettet på sin sportsgren.

Hun kan godt forstå grundlaget for reglerne, for løb belaster kroppen, og hun erkender, at det er tidligt at begynde på eliteniveau som 17-årig. Men hun er samtidig ærgerlig over, at hun ikke er i stand til at løbe med om senior-guldet.

- Det er nederen, fordi jeg er lige så hurtig som de voksne. Og alle kan jo tilmelde sig amatørløbet, men det er kun få, som kan vinde DM.

Ifølge Bo Overgaard, elitechef i Dansk Atletik Forbund, er Astrid My Rønde Kristensen et stort talent, men reglerne er til, for at unge atleter som hende ikke topper for hurtigt.

- Vi vil gerne passe på, at de unge løbere ikke træner for meget, for hårdt eller for tidligt i deres udvikling. Det kan føre til, at atleten bøvler med skader tidligt i karrieren, siger han.

Bo Overgaard erkender, at Dansk Atletik Forbund ikke kan afholde nogen fra at stille op til motionsløb, men at reglerne i stedet handler om at sætte et eksempel.

- Vi har ingen myndighed i forhold til at sige, hvem der skal være med og ikke skal være med. Som forbund kan vi sige dog sende et signal, når det kommer til, hvem vi godkender til mesterskaberne. Vi skal passe på, at presset ikke bliver for stort for tidligt.

Ifølge elitechefen skyldes det, at langdistanceløb er en såkaldt senspecialiseringssport, hvor de fleste topper i slutningen af 20'erne. Derfor er det underordnet at klare sig godt som 17-årig, for det er først senere, at det virkeligt gælder. Han er dog ikke afvisende overfor at ændre reglementet i de kommende år.

- Internationalt er der et alderskrav på 20 år for maraton, men 18 år for halvmaraton. Det kan godt ske, at vi også skal genbesøge reglerne for halvmaraton, for distancen er blevet meget populær de senere år, siger Bo Overgaard.

Astrid My Rønde Kristensen løber 80 kilometer om ugen og styrketræner samt cykler ved siden af. (Foto: Christian Jørn (Dansk Atletik))

Det største talent i Danmark?

I Svendborg fulgte Jens Pedersen det københavnske halvmaraton med store øjne. Den 58-løbetræner i SGI havde ikke se det komme, at Astrid My Rønde Kristensen ville være så hurtig. Han har dog ikke noget imod, at hans løber blev fældet af et aldersreglement.

- Det kan godt være, at jeg er lidt gammeldags, men jeg synes, at unge mennesker skal konkurrere i deres aldersgrupper og distancer. Hun har ikke løbet i så mange år og risikerer overbelastning, siger Jens Pedersen og uddyber:

- Hun skal nok få lov at vinde DM engang. Det er bedre, at hun stille og rolig bliver faset ind i seniorrækken, i stedet for at hun er væk om to år på grund af skader.

Han beskriver Astrid My Rønde Kristensen som en viljestærk løber med en stor motor. Den 17-årige fynbo rangerer i toppen af de talenter, som Jens Pedersen har trænet.

- Hun er helt klart den bedste, jeg nogensinde har trænet. Lige pt er hun et af landets største talenter. Hvis hun kan undgå skader og bevare sin motivation, kan hun nå rigtig langt. Flasker det hele sig, er det ikke urealistisk at se hende til OL.

Facebook
Twitter