Katrine kaster hammeren hammer langt og retter blikket mod OL

Katrine Koch Jacobsen slog onsdag aften dansk rekord i hammerkast med 74,22 meter.

Katrine Koch Jacobsen slår gang på gang den danske rekord i hammerkast. Onsdag forbedrede hun den med godt tre meter (arkivfoto). (Foto: Christian Jørn (Dansk Atletik))

"Man skal ikke sove sig til succeserne."

Ordene kommer fra den danske hammerkaster Katrine Koch Jacobsen, der er et meget godt eksempel på, at præstationerne ikke kommer gratis til én. Man må kæmpe sig til dem.

For i stedet for at slappe af torsdag formiddag, efter hun onsdag aften satte ny dansk rekord i hammerkast, valgte hun at snøre træningsskoene og snuppe en omgang styrketræning inden hjemrejse fra Slovakiet.

- Det kan man lige så godt gøre, fortæller Katrine Koch Jacobsen til DR Sporten.

Ved stævnet i den slovakiske by Trnava slog den 22-årige dansker den nationale rekord for - hold nu fast - 10. gang på 15 måneder. Denne gang tre meter længere end den tidligere rekord, som Katrine Koch Jacobsen satte i efteråret 2021.

- Jeg kunne godt mærke, at det hele spillede i det kast. Den fart, jeg havde opbygget gennem alle rotationerne, fik jeg med ud i kastet. Da jeg ser hammeren lande, går det først rigtig op for én, at alt spillede, siger hun om gårsdagens rekordkast.

I videoen herunder kan du se Katrine Koch Jacobsen udføre et hammerkast.

På to år har hun forbedret sin personlige rekord med knap 20 meter, så den nu tæller 74,22 meter. Et kast, der er over EM- og VM-kravet, og som ved OL i Tokyo ville have kastet en sjetteplads af sig.

En udvikling, som hun ikke ville tro på, hvis du for to år siden havde sagt, at hun ville kaste knap 75 meter og som den første danske, kvindelige hammerkaster være klar til et VM.

- Jeg ville tænke, at folk var lidt crazy. Der er mange, der har sagt, at det godt kunne blive til noget, men jeg ville gerne se resultater, før det var noget, jeg ville acceptere.

- Jeg havde ikke regnet med, at der ville være så meget fremgang. Så jeg er taknemmelig for de meter, jeg får med hvert år, siger Katrine Koch Jacobsen.

OL i Paris er det klare, langsigtede mål

Nu er resultaterne der. Sort på hvidt og til at tage at føle på.

Og selvom man ikke én til én kan sætte en streg mellem gårsdagens rekord og kastene ved OL på grund af de forskellige forhold og omstændigheder, så rykker det alligevel noget i den danske atlet.

- Det giver mere motivation til at træne og nørde med de små detaljer, så man kan få de ekstra meter på, men jeg tror stadig ikke, at det er gået helt op for mig, at jeg har kastet 74 meter, siger hun.

Det betyder dog ikke, at den danske hammerkaster på nogen måde forsøger at skyde OL-snakken ned. For drømmen er der. Og den er realistisk, vurderet på OL-kravene fra Tokyo, hvor man skulle kaste 72,5 meter for at kvalificere sig direkte.

- At kunne kvalificere sig til de olympiske lege er et af de helt store mål. Det kunne være virkelig fedt, og det er det, jeg arbejder frem mod, siger den danske hammerkaster, der ved siden af sporten læser biokemi på Københavns Universitet.

Katrine Koch Jacobsen i færd med et hammerkast ved et stævne i København sidste år.

Før OL i Paris i 2024 gælder det dog årets højdepunkt, VM i Eugene i den amerikanske delstat Oregon.

- Nu hvor jeg er kvalificeret, håber jeg, at en finaleplads kan blive en realitet. Det er helt klart målet, siger hun.

VM-deltagelsen skal give Katrine Koch Jacobsen erfaring fra den helt store scene, hvilket kan rykke hende yderligere, forklarer hun.

Verdensmesterskabet i atletik løber af stablen fra den 15. til den 24. juli.