Kipketer om mulig sletning af rekorder: Det er en fornærmelse

Den danske 800 meter-løber Wilson Kipketer er rystet over, at han nu risikerer at miste sin europarekord fra 1997.

Wilson Kipketer reagerer efter at det blot blev til bronze ved OL i Athen i 2004. (Foto: Lars Møller © Scanpix)

Et forslag fra Det Europæiske Atletikforbund (EAA) har fået atletik-verdenen i kog. Forslaget går på at alle europa- og verdensrekorder sat før 2005 vil blive slettet, med mindre de opfylder en række kriterier.

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) kalder det en ”revolution”, mens de udøvere der i givet fald vil blive ramt af forslaget kalder det for ’sårende’.

En af dem, der risikerer at få slettet sin rekord er Wilson Kipketer, der med tiden 1.41,11 fra 1997 stadig er indehaver af europarekorden på 800 meter.

- Det er et chok for mig. Man har kæmpet i mange år for at opnå resultaterne, og så kan de lige pludselig blive slettet. Det giver ikke nogen mening. Jeg kan ikke se, hvordan det skal gavne sporten fremover.

Personligt angreb

Føler du, at forslaget er med til at rette mistanke mod dig?

- Jeg kæmpede dag og nat i ti år og har lagt så meget træning i det, så det er svært ikke at føle det som et personligt angreb.

- Det er chokerende. Jeg er stadig i tvivl om, hvad der er op og ned. Jeg håber, at Sebastian Coe (formand for IAAF, red.) eller en anden vil forklare, hvad grunden er til dette. Der var masser af dopingkontroller dengang jeg løb. Jeg ser det som en fornærmelse, slutter Wilson Kipketer.

Forbund bakker op om ændring

I Dansk Atletik Forbund bakker man op om forslaget - også selvom det kommer til at koste en dansk europarekord.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at det kommer til at koste Wilson Kipketer en europarekord, men hvis vi skal have fat i problemet, så har det desværre nogle omkostninger. Der er desværre ikke andre løsningsmuligheder i mine øjne.

- Vi ser det som en regelændring og ikke en straf. Atletik er en meget regelbundet sport, og vi er nødt til at genskabe troværdigheden i forhold til rekorderne. Jeg forventer, at der kommer en debat, men det er grebet meget fornuftigt an. Vi er i forbundet meget positive overfor forslaget, lyder det fra Karsten Munkvad, der er bestyrelsesformand i Dansk Atletik Forbund.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter