Kvindelige atleter modtog 87 procent af online-krænkelserne under OL

Kvindelige-atleter modtog langt mere online-chikane end mænd under OL. Blandt andet på grund af ’storm-startere’ på internettet, siger ekspert.

Simone Biles var en af de kvindelige stjerner, som under OL var udsat for kritik, da hun meldte afbud til flere finaler. Om hun er en af dem, som indgår i World Athletics undersøgelse, fremgår ikke. (Foto: LINDSEY WASSON © Ritzau Scanpix)

Det er oftest kvinder, som der sigtes efter, når der skydes hadefulde og nedladende beskeder afsted i cyberspace.

Det var i hvert fald tilfældet for kvindelige atleter under sommerens OL. Det viser en undersøgelse, som Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, offentliggjorde torsdag.

Ifølge World Athletics’ tal var 87 procent af online-krænkelserne, som atleter var udsat for under OL, rettet mod kvinder.

- Den her undersøgelse viser et foruroligende niveau af chikane af atleter, heriblandt sexistiske, racistiske, transfobiske og homofobiske opslag samt ubegrundede dopinganklager, lyder det fra World Atheltics.

- Undersøgelsen understreger også utvetydigt, hvordan kvindelige atleter i højere grad end deres mandlige kolleger udsættes for krænkelser.

Simone Biles modtog mange beskeder på sociale medier, da hun trak sig fra flere OL-finaler i Tokyo. Jeg håber ikke, jeres familier ser, hvad I skriver. Det er virkelig trist, skrev hun blandt andet på Twitter som reaktion. (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)

At et klart flertal af de diskriminerende opslag, som blev sendt i internet-kredsløb under OL, var rettet mod kvinder, overrasker ikke Christian Mogensen, som er ekspert i internetkultur og specialkonsulent hos Center for Digital Pædagogik.

- Vi ved, at rigtig meget hadtale på sociale medier er rettet mod kvinder. Særligt kvinder, som indtræder i det, der historisk set har været mandsdominerede arenaer. Som politik, medier, kultur og sport. Det er typisk nogle såkaldte storm-startere, der har en personlig motivation i at tale kvinders kulturelle relevans og ligestillingen mellem kønnene ned, siger Christian Mogensen.

- Størstedelen af storm-starterne er mænd. Og når storm-starterne er hyper-kritiske over for kvinder, er der mange, som følger trop og liker, fordi de foretrækker tanken om, at verden kan vende tilbage til gamle dage. For langt de fleste er det en ubevidst, psykologisk selvforsvars-mekanisme.

Ud af de Twitter-opslag under OL, som undersøgelsen har identificeret som online-krænkelser, er 65 procent af dem kategoriseret som grov chikane. Disse opslag har World Atheltics derfor anmeldt til Twitter.

- At blive mødt af den her slags krænkelser er ufatteligt, og vi er alle nødt til at gøre mere for at stoppe det. At sætte lys på problemet er kun første skridt, siger World Atheltics præsident, Sebastian Coe.

- Vi arbejdet tæt sammen med Twitter og har informeret dem om de pågældende opslag og brugere, og vi vil fortsætte samarbejdet med Twitter for at få taget de fornødne handlinger over for bagmændene.

Christian Mogensen, specialkonsulent hos Center for Digital Pædagogik, fortæller, at det er en velkendt problemstilling, at de sociale medier sjældent på eget initiativ fjerner diskriminerende indhold på deres platforme. Det kræver ofte en anmeldelse fra en ekstern part. Og en vis portion slagkraft og stædighed for at få sin klage imødekommet.

- De store sociale platforme har en interesse i at lade provokerende, diskriminerende indhold blive stående, fordi det inspirer andre til at kommentere. Og jo mere data vi fylder i de sociale medier, jo bedre kører deres maskineri, siger Christian Mogensen.

- Her har de store sociale medier udviklet et kunstgreb, hvor de rydder op i lige præcis nok indhold til, at vi ikke kan kritisere dem for ikke at gøre noget. Samtidig med at det på ingen måde er nok til, at det løser problemet.

World Athletics’ meddeler, at online-krænkelserne vil være et øget fokus for World Aheltics for fremtiden. For konsekvenserne kan være store for atleterne, lyder det.

- Online-chikane kan skabe traumer for de involverede personer, og det kan have stor indvirkning på atleters sportslige præstationer – både i træning og under konkurrence.

Særligt amerikanske atleter var skydeskive for online-chikane under OL, viser World Atheltics undersøgelse.

Max Siegel, direktør for USA’s atletik-hold, USATF, er bekymret over billedet, som undersøgelsen tegner, men han er glad for, at der bliver sat fokus på emnet.

- Kort sagt er den her adfærd foruroligende og yderst uacceptabelt. USATF vil fortsat samarbejde med World Atheltics, vores atleter og de sociale mediers ophavsmænd for at eliminere online-krænkelser og gøre vores sport tryg og velkommende for alle, siger Max Siegel.

Tidligere blev emnet for World Atheltics' undersøgelse i denne artikel betegnet som online-misbrug. Dette var en upræcis formulering, som derfor er blevet rettet, så emnet nu i stedet betegnes som online-krænkelser og online-chikane.

FacebookTwitter