Manglende menstruation og udskamning på badevægten: Spirende stjerne blev ædt op af Nike

Mary Cain var amerikansk atletiks nye megatalent, men under Nikes vinger blev hendes teenagekrop og -sind ødelagt.

Jorden brænder under Nike og den karantænedømte atletiktræner Alberto Salazar, og nu har paletten af beskyldninger fået nye foruroligende nuancer.

I en webdokumentar af The New York Times åbner et tidligere amerikansk atletikhåb, 23-årige Mary Cain, op for, hvordan hun i tiden under Salazar på det prestigefyldte Nike Oregon-løbeprojekt blev ædt op af en syg kultur.

Mary Cain var i sine teenageår den hurtigste pige i USA. Hun satte nationale rekorder. Hun var den nye stjerne i svøb.

- Jeg fik et opkald fra Alberto Salazar. Han var verdens meste kendte atletiktræner, og han fortalte mig, at jeg var den mest talentfulde atlet, han nogensinde havde set, siger Mary Cain i webdokumentaren.

Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Dengang 17-årige Cain blev en del af Nike Oregon Project.

- Jeg ville være verdens bedste kvindelige atlet nogensinde. I stedet blev jeg følelsesmæssigt og fysisk misbrugt af et system designet af Salazar og godkendt af Nike, siger hun.

USA's antidoping-agentur idømte i oktober Nike-træneren Alberto Salazar en fireårig karantæne fra atletiksporten. (Foto: Andy Lyons © Scanpix)

I Nikes hovedkvarter i Oregon blev Mary Cain presset til grænsen og mere til. Trænerne - og i særdeleshed Alberto Salazar - terroriserede hende psykisk i jagten på et præstationsmæssigt modsvar. I stedet skubbede de løberen ud i et mentalt limbo.

- Jeg følte mig så bange, alene og fanget. Jeg begyndte at have selvmordstanker. Jeg begyndte at skære i mig selv. Nogle mennesker så, at jeg skar i mig selv, siger en rørt Mary Cain.

- Ingen gjorde eller sagde noget.

Menstruation udeblev i tre år

Da Mary Cain rejste til Oregon, blev hun mødt af et overdrevet fokus på atleternes vægt. Og det var ikke just noget, der foregik i det skjulte.

- Trænerne overbeviste mig om, at hvis jeg skulle blive bedre, skulle jeg blive tyndere. Og tyndere. Og tyndere, siger Mary Cain.

- Ofte vejede Salazar mig foran mine holdkammerater og udskammede mig offentligt, hvis jeg ikke holdt vægten.

Mary Cain under et Diamond League-stævne i 2013. Amerikaneren blev året efter juniorverdensmester på 3000 meter. (Foto: imago sportfotodienst via www.im © imago images/Action Plus)

Cain anerkender, at vægt spiller en væsentlig rolle som eliteatlet.

- Men her var en biologilektion, jeg lærte på den hårde måde.

- Pludselig bliver du opmærksom på, at du har mistet din menstruation i et par måneder. Et par måneder bliver til et par år, og i mit tilfælde var det tre år i alt, siger hun.

Løberen blev ramt af det, man i idrættens verden kalder 'relativ energimangel i sport' (REM-S, red.). Hun var træt, havde en uregelmæssig menstruationscyklus og nedsat knogletæthed.

Cain brækkede fem forskellige knogler. Til sidst knækkede hun selv.

Ved en konkurrence i 2015 præsterede Mary Cain langt under niveau. Hun husker, hvordan Salazar foran en hel gruppe måbende atleter med hævet stemme sagde, at hun tydeligvis havde taget på inden løbet.

- Det var den samme aften, jeg fortalte Alberto og vores sportspsykolog, at jeg skar i mig selv.

Cains råb om hjælp gav ingen respons. Det var momentet, der fik hende til at indse, at systemet var sygt.

- På det tidspunkt prøvede jeg ikke engang at kvalificere mig til OL. Jeg prøvede bare at overleve, siger hun.

I 2016 forlod Mary Cain Nike Oregon Project.

'Det var afskyeligt'

Siden Mary Cain offentligt åbnede døren til det mørkeste kapitel i karrieren, er koret af kritikere vokset og hendes oplevelse af kulturen under Alberto Salazar ligner ikke en enlig svale.

Den tidligere mellem- og langdistanceløber Amy Yoder Begley delte efterfølgende på Twitter, hvordan hun også oplevede at blive udskæmmet.

- Efter en sjetteplads på 10.000 meter ved de amerikanske mesterskaber i 2011, blev jeg smidt ud af Nike Oregon Project. Jeg fik at vide, at jeg var for tyk og 'havde den største numse på startstregen', skriver Amy Yoder Begley.

Både Cain og Begleys udsagn er siden blevet bakket op af den tidligere Nike-træner Steve Magness.

- Det var normen. Det var en del af kulturen. Det var afskyeligt, skriver Magness.

I en uddybende tråd fortæller Steve Magness, hvordan Alberto Salazar var 'besat af atleternes vægt' og nogle gange opfordrede dem til i sult at forlade måltider.

Det er ikke kun personer med en fortid hos Nike, som fik en klump i halsen, da en tydeligt berørt Mary Cain lukkede omverdenen ind under huden på Oregon-projektet.

Shalane Flanagan, amerikansk OL-medaljetager og Nike-løbetræner, delte sin skyldfølelse over ikke at have gjort noget.

- Jeg havde ingen idé om, at det var så skidt. Jeg er ked af Mary Cain, at jeg aldrig rakte ud til dig, da jeg så, du kæmpede. Jeg opfandt undskyldninger for mig selv om, hvorfor jeg skulle blande mig udenom. Jeg vil aldrig vende hovedet væk igen, skrev Flanagan på Twitter.

Hykleri på den store klinge

Historien om Mary Cains oplevelser er én blandt mange i føljetonen om verdens største sportsbrand.

Det kaster store skygger over en organisation, der med længder er den mest magtfulde i atletiksporten, skriver journalisten Sean Ingle i en klumme på The Guardian.

For Nike har om nogen de økonomiske kræfter til at trække tingene i en ny og bedre retning.

- Alligevel har de valgt den anden vej. Nike snubler, fumler og svigter, skriver Sean Ingle.

Amerikanerne prædiker anti-doping politik med den ene hånd og sponsorerer den tidligere dopingdømte sprinter Justin Gatlin med den anden.

  • Nikes administrerende direktør, Mark Parker, forlader til nytår topposten i det amerikanske firma. Direktøren har været direkte involveret i sagen om dopinganklager mod Alberto Salazar. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)
  • Amerikanske Allyson Felix stod tidligere i år frem og fortalte, hvordan Nike ville reducere hendes personlige sponsorat, hvis løberen blev gravid. (Foto: ALEKSANDRA SZMIGIEL © Scanpix)
1 / 2

Firmaets direktør Mark Parker har været direkte infiltreret i dopingsagen mod Alberto Salazar og vendte tommelfingeren opad til testosteronforsøg med Nike Oregon-atleter.

Og så var der sagen med atleterne Allyson Felix og Alysia Montano, der blev truet med, at de ville få reduceret deres sponsorater, hvis de blev gravide. Samtidig har Nike en kampagne henvendt til kvindelige atleter med sloganet 'Dream Crazier'.

Hykleri på den store klinge, mener Sean Ingles.

- Hvad mere kan man sige om Nike end, at de i et felt, hvor der ellers er skarp konkurrence, igen viser, at de er den største hykler i global sport?, spørger The Guardian-journalisten Sean Ingle.

Betragtede Salazar som en gud

Det er en måned siden, at Nike lukkede Oregon-projektet i kølvandet på dopingbeskyldningerne og den efterfølgende karantæne til Alberto Salazar.

Dengang tog brandet stærk afstand til mistankerne, og samme dag Mary Cains historie ramte internettet, stod Nike igen klar med et statement.

- Det er dybt bekymrende beskyldninger, som ikke har været rejst af Mary eller hendes forældre tidligere, skrev Nike i et svar til The New York Times.

Samtidig gav Nike udtryk for, at Cain så sent som i april forsøgte at komme tilbage under Alberto Salazars vinger på Oregon-projektet.

Det er siden blevet bekræftet både af Alberto Salazar og Mary Cain selv.

Den karantænedømte atletiktræner skrev i en sms til The Oregonian, at han 'aldrig har opfordret, eller endnu værre udskammet Cain til at opretholde en usund vægt'.

Salazar sendte også en udskrift af den korrespondance, han havde med Mary Cain, da hun tidligere i år besøgte ham i Portland.

- Tak igen for en god tur. Jeg er begejstret over igen at arbejde sammen, og jeg vil virkelig det her, lød det blandt andet i beskeden fra Cain til Salazar.

Mary Cain (tv.) blev i 2013 tildelt årets 'Rising Star Award' af det internationale atletikforbund. Amerikaneren var dengang udset til at blive USA's næste store løbeikon. (Foto: VALERY Hache)

Begejstringen forstummede, da dopinganklagerne ramte forsiderne verden over. Det var dråben i glasset, som fik Mary Cain til at træde frem og fortælle sin historie, siger hun.

- I mange år var det eneste, jeg ønskede i hele verden, at få Alberto Salazars accept. Jeg elskede ham stadigvæk. Alberto var som en far for mig, eller endda som en gud, skriver Mary Cain i et modsvar til Nike i The New York Times.

Netop derfor rakte Mary Cain tidligere i år ud efter Salazar, forklarer hun.

- Når vi lader folk knække os følelsesmæssigt, hungrer vi efter deres godkendelse mere end noget andet.

Med sit opråb stirrer Mary Cain direkte ind i øjnene på dæmonen, 'det grove system, den grove mand', der var med til at smadre hendes teenagekrop og -sind.

Nu håber hun, at andre vil gøre det samme. Se frygten i øjnene.