Maratonløber er to sekunder fra 160.000 kroner i ekstra præmiepenge

Sisay Lemma vandt London Marathon, men han var to sekunder fra at vinde yderligere 25.000 dollars.

Sisay Lemma vandt herrernes udgave af London Marathon. (Foto: VICKIE FLORES © Ritzau Scanpix)

Forspringet ned til nærmeste forfølger er stort nok. Du er ved at sikre dig karrierens største sejr.

Selvfølgelig jubler du.

Det kunne jo ikke være anderledes for etiopiske Sisay Lemma, der søndag vandt herrernes London Marathon.

Sisay Lemma krydser målstregen:

I tiden 2 timer, 4 minutter og 1 sekund krydsede han målstregen.

- Det var den største sejr i min karriere og en drøm, der gik i opfyldelse. Sidste år sluttede jeg på tredjepladsen her i London, så at komme tilbage et år senere og vinde dette fantastiske løb er utroligt og et stolt øjeblik, siger Sisay Lemma ifølge The Guardian.

Med sejren kan Lemma stikke 105.000 dollars (673.000 danske kroner) i lommen i præmiepenge. 55.000 for at slutte på førstepladsen, og yderligere 50.000 for at løbe hurtigere end 2 timer og 5 minutter.

Men faktisk kunne han have sikret sig yderligere 160.000 kroner i præmiepenge, hvis han havde været blot to sekunder hurtigere. London Marathon udlover nemlig tidsbonusser til enhver løber, der kommer under en vis tid, for at give løberne incitament til at sætte gode tider.

Og der var 25.000 ekstra dollars (160.000 kroner) at hente, hvis Lemma havde klaret den under 2:04. Det var han som bekendt to sekunder fra.

Nej, det var ikke en 67-årig italiener, der vandt maratonet i London. Gianni Demadonna måtte modtage præmien på vegne af sin klient, Sisay Lemma. (Foto: YUI MOK © PA Wire/PA Images)

Ikke nok med at Lemma missede en ordentlig pose penge med blot to sekunder, så kunne han ikke engang selv troppe op på podiet og blive hyldet.

Det viste sig, at etioperen var nærkontakt til sin landsmand Kinde Atanaw, der lørdag testede positiv for coronavirus. Derfor blev Lemma umiddelbart efter at have krydset målstregen sendt direkte i isolation.

Som en følge deraf måtte London Marathon-vinderen sende sin 67-årige agent, Gianni Demadonna, op på podiet, hvorfra Demadonna noget utraditionelt kunne modtage en buket blomster og et trofæ som tegn på sin klients store sejr.

Gianni Demadonna på vegne af Sisay Lemma på toppen af podiet til London Marathon. (Foto: YUI MOK © PA Wire/PA Images)

Det var nok ikke den måde, Lemma havde drømt at fejre karrierens største sejr, men da han først var landet i isolation og talte med pressen, var han afklaret med den noget mærkværdige situation.

- Selvfølgelig ville jeg have elsket at fejre min sejr ved at stå på toppen af podiet, men jeg forstår fuldstændig, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre.

- Vi lever i en udfordrende tid, og jeg er bare taknemmelig for, at det var muligt for mig at løbe i dag og opleve det største øjeblik i min karriere, siger Lemma fra isolationen ifølge The Guardian.

Sisay Lemma vandt London Marathon foran kenyanske Vincent Kipchumba, mens Lemmas landsmand Mosinet Geremew kom i mål på tredjepladsen.