Maratonløber jagter 49 år gammel rekord: Thijs vil tæske afsted med over 20 km/t

Thijs Nijhuis forsøger fredag aften at slå den danske timerekord fra 1971 på 19.598 meter.

Maratonløberen Thijs Nijhuis kvalificerede sig i februar til OL i Tokyo. (arkivfoto) (Foto: © ALEKSANDRA SZMIGIEL, Scanpix)

Hvad kan du nå på en time?

To afsnit af en god tv-serie, mens opvaskemaskinen klarer det beskidte arbejde ude i køkkenet? Snildt.

20 kilometer iført løbesko? Arh, så begynder det nok at knibe. Men det er altså ingen skam.

I 1971 satte Flemming Kempel nemlig den nuværende danske timerekord med imponerende 19.598 meter.

Den får dog ikke lov til at fejre 50 års jubilæum næste sommer, hvis det står til maratonløber Thijs Nijhuis. Han synes faktisk, at det er tid til at 'opdatere den lidt'.

Derfor forsøger 27-årige Nijhuis fredag aften på den ovale atletikbane i norske Kristiansand at klemme så mange meter ud af benene som muligt på 60 minutter med den klare ambition at skrive sig ind i de danske rekordbøger - endda på selvsamme dato, som Kempel for 49 år siden satte sin.

- Jeg bliver faktisk meget skuffet, hvis jeg ikke gør det. Hvis man ser på rekordens kilometertider, så er de cirka de samme som mit maratontempo. Det burde jeg godt kunne holde og samtidig løbe lidt hurtigere, siger Thijs Nijhuis.

- Jeg vil rigtig gerne op over 50 omgange på banen, fordi det lige præcis er 20 kilometer. Det lyder lidt fedt at kunne sige, at man har løbet en time med over 20 km/t, griner maratonløberen.

Han løber blandt andre i selskab med den norske verdensstjerne Sondre Moen, som snører skoene i jagten på den europæiske timerekord.

Thijs Nijhuis har i karrieren vundet danske mesterskaber i både 1500 meter udendørs, 5000 meter udendørs og 3000 meter indendørs. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Disciplinen er en smule uvant, og der dystes da heller ikke officielt i timeløb ved mesterskaber, fordi distancen læner sig så tæt op ad et halvmaraton.

Men en rekord er en rekord, som Nijhuis konkluderer. Omend det er en af de mere specielle. Der er en startlinje, men målstregen er væk.

- Jeg kan ikke løbe hurtigere for at få det overstået. En time er en time, siger Thijs Nijhuis.

Rent visuelt er opgaven også markant anderledes end det, Nijhuis kender fra maraton, som normalt løbes ude på vejene.

- Du ser intet nyt i løbet af den time sammenlignet med for eksempel et maraton i København. Her er trods alt lidt forskellige gader og huse, du kan kigge på.

Der er ikke meget margueritrute over sådan et atletikstadion...

- Nej, det er faktisk temmelig kedeligt og trivielt, griner Nijhuis.

Turen rundt på atletikbanen på stadion er præcis 400 meter - hverken mere eller mindre.

- Psykisk gør det en forskel, fordi man på en bane virkelig kan se, hvordan hullerne opstår. Du kan ikke snyde dig selv i forhold til, hvor langt fra og tæt på folk er. Banen lyver aldrig. Hvis du har en dårlig dag, bliver du udstillet, siger Thijs Nijhuis.

Nijhuis kvalificerede sig i februar til OL i Tokyo, da han satte den næsthurtigste danske tid på maraton nogensinde.