Meget attitude og blåt hår: Højt tempo kostede for Nick Jensen ved EM i atletik

Løberen Nick Jensen var første dansker i aktion ved EM i atletik.

EM i indendørs atletik er blevet skudt i gang i Glasgow.

Seks danskere deltager i det skotske, og allerede på førstedagen er to af disse i aktion.

Formiddagskonkurrencerne havde således deltagelse af løberen Nick Jensen, der dystede i indledende på de 1500 meter.

Danskeren var i det andet af i alt tre indledende heats, hvor de to hurtigste i hvert løb ville gå direkte i finalen søndag, mens der også var finalebilletter til tre løbere på tid.

Godt fra start

Heatet åbnede i et voldsomt højt tempo, men det til trods hang Nick Jensen på feltet.

Faktisk forsøgte danskeren cirka midtvejs at øge tempoet og rykke nogle placeringer frem, men her viste benene sig kort efter at have mindre fart, end hvad Nick Jensen selv havde regnet med.

På sidste omgang måtte danskere se konkurrenterne skrue yderligere op for det imponerende høje tempo, og så kom danskeren over stregen som nummer syv i tiden 3.46.40 - 4,40 sekunder efter vinderen af heatet, Jakob Ingebrigtsen fra Norge.

Efterfølgende betød en diskvalifikation til en af konkurrenterne dog, at danskeren fik ændret placeringen til en sjetteplads. Og så endte tempoet med at betyde, at danskeren var hurtigste mand til ikke at kvalficere sig til søndagens finale.

Senere skal Andreas Bube på løbebanen, når han klokken 20.45 løber indledende 800 meter.

EM i atletik sendes frem til på søndag, og det hele kan ses direkte på DR3.

Facebook
Twitter