Mens Dansk Atletik har 'ryggen mod muren', skal klubberne diskutere løsning

Dansk Atletik er i økonomisk krise. Snart skal klubberne mødes med forbundet og diskutere en løsning.

Løb som Royal Run har været blandt Dansk Atletiks indtægtskilder. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Dansk Atletik er i pengenød, og derfor skal der tages nye midler i brug, hvis forbundet skal overleve.

Bent Jensen, der er formand i atletikforbundet, var meget klar i spyttet, da han mandag redegjorde for de blodrøde tal i en video på forbundets Facebook-side.

Et lidt opsigtsvækkende, om end transparent tiltag, for at få klubberne i tale mener formand i atletikklubben Aarhus 1900 Atletik og Løb, Ulla Kolding.

- Det er vigtigt som klub at vide, hvordan landet ligger. Jeg har et entydigt indtryk af, at kortene er blevet lagt på bordet, så på den måde er det et meget troværdigt indtryk, siger Ulla Kolding.

Ulla Koldings kollega i Viking Atletik på Bornholm, Claus Clausen, er også fuldt forstående overfor forbundets nødråb.

- Som klub er vi en del af forbundet, og selvfølgelig skal vi finde en løsning.

Bornholm betragter man dog forbundets oprids til en redningsplan som meget urealistisk.

- Men hvordan det skal ske, kan vi så diskutere, Claus Clausen.

Foreløbigt er Dansk Atletiks plan, at motionister skal betale et mindre beløb for at deltage i motionsløb direkte til forbundet. Noget som formanden Bent Jensen tidligere har sammenlignet med lystfiskernes fisketegn.

Men ifølge formanden for den bornholmske klub vil det betyde en masse ekstraarbejde for de mange frivillige, der er med til at arrangere de mange motionsløb.

- Vores frivillige vil jo løbe skrigende bort, hvis de skal til at diskutere med løbere om, om de har betalt for at være med eller ej, forudsiger Claus Clausen.

I stedet foreslår formanden for Viking Atletik, at klubberne betaler et højere årligt kontingent, end de i forvejen gør.

Omvendt positiv er Ulla Kolding i Aarhus 1900 Atletik og Løb. Hun pointerer nemlig, at et lignende gebyr findes i cykling og triatlon. Og så er der lige en anden pointe også.

- Som jeg ser videoen på Facebook, så har man ryggen mod muren. Så kan vi godt diskutere, om det er den rigtigt løsning. Men hvis man bagefter bliver spurgt om, hvad man så skal gøre, så skal man have et sørens godt argument, siger Ulla Kolding.

Flere tusinde danskere har løbet med ved Royal Run, som er blevet afviklet siden 2018. Dansk Atletik er en af arrangørerne bag løbet, og det har givet forbundet en betydelig indtægt gennem årene. Derfor ramte det også atletikforbundet hårdt, da løbet blev aflyst i 2020. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

En løsning skal i hvert fald findes. Og derfor har Dansk Atletik også indkaldt alle landets klubber til informationsmøde den 6. december.

Her vil formanden Bent Jensen give en status på tingenes tilstand og forklare forbundets tanker til en fremtidig plan. Ifølge Bent Jensen har Viking og Claus Clausen nemlig misforstået det foreløbige udlæg.

- Vores ambition er bestemt ikke at pålægge klubberne ekstra administrative byrder. Vores forudsætning er, at det skal kunne administreres enkelt, for ellers kan det ikke fungere, siger Bent Jensen.

I stedet er planen ind til videre, at hver motionist skal betale et lille beløb om året for at kunne deltage i løb. Altså en form for licens, så man ikke tager penge direkte fra klubbernes indtægter, men lader løberne betale et ekstra beløb hvert år.

- Vi snakker om, at man skal betale, hvad der svarer til en Big Mac-menu om året. Det forestiller jeg mig ikke vil forhindre løbe- og motionsmarkedet i at holde sig aktiv, og det vil ovenikøbet give penge til den arrangerende klub, siger Bent Jensen.

Hævede kontingent sidste år

Formanden for Dansk Atletik ser det som den eneste vej at gå. I hvert fald har man allerede forsøgt sig ad andre veje – blandt andet ved at hæve klubbernes kontingent.

Ifølge Bent Jensen hævede man allerede kontingentet sidste år, hvilket han anslår til at skaffe forbundet 225.000 kroner ekstra. Men skal man nå det niveau, som forbundets egen plan vil indbringe, skal kontingentet tyvedobles.

- Så mister vi vores klubber. Der er mange atletikklubber, der primært laver motionsløb. De der 100 mennesker, der har en motionsklub i Bjerringbro, vil jo ikke betale 5000 i stedet for 500 kroner. Så kan de lige så godt melde sig ud, så det er dømt til at fejle, siger Bent Jensen

Han medgiver dog, at det på ingen måder bliver let at finde en løsning på de store økonomiske problemer, men med den nye model vil forbundet bedre kunne understøtte klubberne, end det gør i dag, lyder det fra altetikformanden. Derfor er han også glad for, at klubberne har gjort sig en række overvejelser, inden mødet den 6. december.

- Det, vi har brug for, er engagement. Vores tanker er ikke hugget i granit. Det vigtigste er, at vi får nogle penge i kassen, for ellers lever vi ikke op til vores ansvar om at udvikle motionsløb og fastholde det som et område, der ligger inden for vores rammer, siger Bent Jensen.