Nu kommer der verdensranglister i atletik

Fra næste år skal en verdensranglister danne grundlag for kvalifikation til OL og VM.

Sara Slott Petersen og de øvrige danske atleter kan se frem til at skulle kvalificere sig til OL og VM via verdensranglister. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)

De fleste sportsgrene er knyttet op på verdensranglister, men sådan har det ikke været i atletikkens verden.

Det skal der laves om på fra 2018. Således agter Det Internationale Atletikforbund, IAAF, at indføre verdensranglister fra næste år.

Listerne, der skal udarbejdes i samarbejde med et stort dataselskab, skal blandt andet danne grundlag for kvalifikation til de største mesterskaber; VM og OL, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det skal også hjælpe til at gøre sporten mere forståelig, pointerer IAAF-præsident Sebastian Coe.

- IAAF-ranglisten, som sættes i gang fra 2018, skal forme det globale konkurrencesystem.

- For første gang i historien får udøvere, medier og fans en tydelig forståelse af konkurrencehierarkiet ved nationale og globale arrangementer.

- Det giver mulighed for en logisk vej frem mod atletikkens to største mesterskaber, siger Coe.

Lanceringen vil i praksis betyde, at sportens største stjerner vil mødes i konkurrence oftere, end de gør i dag, da de er tvunget til at samle point til listen.

IAAF's mål er at skabe mere prestige omkring Diamond League-stævner, hvor de største stjerner ofte har undgået at møde hinanden.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter