Rekorderne har stået i mere end 20 år, men nu nærmer de danske løbere sig 'den gyldne generation'

Efter mere end 20 års venten er de danske rekorder på langdistance endelig inden for rækkevidde.

Thijs Nijhuis er den næsthurtigste dansker på ti kilometer landevej. Han sigter dog efter at nappe rekorden. (Foto: Aleksandra Szmigiel/Reuters © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

På en fortovscafé i Valencia sidder løberen Thijs Nijhuis og funderer over sit første konkurrenceløb i 2022.

- Så er vi ligesom i gang, ik´? Det var en dejlig start på året.

Dagen forinden har den 29-årige løber tilbagelagt ti kilometer landevej i tiden 28 minutter og 38 sekunder. Den næsthurtigste dansker nogensinde på distancen, bare 13 sekunder efter Klaus Hansen, der satte rekorden i 1995.

- Det skal man uden tvivl være stolt af. Men det er klart, når man er så tæt på, så går man efter at slå rekorden, siger Thijs Nijhuis.

Faktisk var en anden dansker, Jacob Simonsen, bare tre sekunder langsommere end Nijhuis, og det giver jo forhåbninger om, at den efterhånden 27 år gamle rekord står for fald.

Men i en tid hvor internationale rekorder bliver slået i flæng, er faktum, at langt de fleste danske rekorder er sat før årtusindskiftet.

Udover Klaus Hansen er Carsten Jørgensens tid på halvmaraton i 1998 fortsat hurtigst, mens Henrik Jørgensen helt tilbage i 1985 satte rekorden på alle 42,195 kilometer. Til sammenligning er verdensrekorden på samme distance blevet slået 12 gang i samme tidsrum og forbedret med over seks minutter.

Var de danske løbere bare bedre i gamle dage? Er al snakken om nye, sko-teknologiske landevendinger og træningsmetoder i virkeligheden bare en myte? Eller er det den triste historie om, at det bare var nemmere at snyde med præstationsfremmende midler før i tiden?

Thijs Nijhuis Nijhuis endte på en 15. plads ved New York City Marathon 2021 i tiden 2 timer, 17 minutter og 25 sekunder. (Foto: John Jones © Ritzau Scanpix)

'Jeg trænede som en sindssyg'

Den nuværende rekordholder Klaus Hansen, der i dag arbejder som massør, erkender, at spørgsmålet om doping altid vil ligge som en skygge, når snakken falder på gamle rekorder.

- Men der var jo også tests dengang. Så det handler jo om, om du tror på mig eller ej. Men jeg ville simpelthen ikke vide, hvor jeg skulle skaffe det, siger rekordholderen, inden han fortsætter.

- Jeg kan bare sige, at da jeg tog rekorden, trænede jeg som en sindssyg. Og det fungerede fint, indtil den dag jeg satte rekorden. Dagen efter vågnede jeg op og havde kyssesyge. Det var jo, fordi jeg var færdig. Der gik et halvt år, før jeg var tilbage.

Der er ingen tvivl om, at Klaus Hansen nåede et godt stykke udover sine fysiske grænser, da han tilbagelagde 10 kilometer med en gennemsnitsfart på over 21 kilometer i timen i 1995.

Men ifølge rekordholderen selv var det også en forudsætning for overhovedet at blande sig omkring de bedste, for der var mange om buddet i årene før, under og lige efter Klaus Hansens tid.

- Det er jo ikke de samme, der har alle rekorderne, så vi lå virkelig tæt på hinanden. De andre løb ufatteligt stærkt, så du skulle jo kæmpe bare for at følge med i starten, siger Klaus Hansen.

Det står i skærende kontrast til slutningen på løberens karriere, hvor talentmassen i dansk løbesport ikke var helt den samme.

- De sidste år af min karriere, var jeg den bedste maratonløber. Og det var ikke, fordi jeg var god. Der var bare ikke andre. Så der var en lang periode, hvor du ikke trænede hårdere, når du var den bedste, for der var ingen at se op til, fortsætter Klaus Hansen.

Klaus Hansens tese er, at større konkurrence giver større resultater. Og at mangel på netop konkurrence er en af grundene til, at de omtalte rekorder stadig står. Noget som Peter Møller Christensen, sportsfysiolog ved Team Danmark, godt kan bakke op om.

- Der er i hvert fald noget, der tyder på, at kombinationen af træning og talent var en anelse bedre i gamle dage. Tallene lyver jo ikke. Hvis rekrutteringsgrundlaget så har ændret sig, kan du have udviklet nok så gode træningsmiljøer, men hvis der ikke er nogen til at fylde skoene ud, så er det svært.

- Alternativt mangler der måske lidt i at finde det helt rette træningsmiljø og sammensætning for den enkelte over lang tid uden skader og så videre. Men det er lettere sagt end gjort. Der er ikke kæmpe store forskelle ned til rekorderne, og de nuværende løbere forbedrer sig jo, siger Peter Møller Christensen.

Axel Vang Christensen med armene i vejret efter sin første DM-titel. Tidligere har han løbet 5.000 meter på 14 minutter og 6 sekunder. (Foto: Jens Nørremark-Andersen)

Rekorderne skal nok ryge

Hos Dansk Atletik kan elitechef Bo Overgaard godt dvæle ved fortidens meritter.

- Vi havde nogle gyldne generationer dengang. De pressede hinanden og var hinandens konkurrenter og træningsmakkere på samme tid, siger Overgaard.

Men så stopper historietimen også. For som Thijs Nijhuis´ resultat i Valencia indikerer, er dansk mellem- og langdistanceløb faktisk på vej mod bedre tider, mener elitechefen.

- Vi kan jo se, at der er nogen, der nærmer sig, og ligesom de internationale rekorder bliver slået i de senere år, er de danske rekorder også ved at blive det.

Faktisk er nogle enkelte rekorder allerede blevet slået. I 2021 slog Thijs Nijhuis selv den tidligere danske rekord på fem kilometer landevej to gange på under et år, ligesom kollegaen og konkurrenten Abdi Ulad har nappet titlen som Danmarks hurtigste nogensinde på 20 kilometer.

Foruden de to, som deltog på maratondistancen ved OL sidste år, gør unge folk som Axel Vang og Joel Ibler Ilsø sit til, at de danske herrer på mellem- og langdistance får kamp til stregen i disse år.

- De gør netop hinanden bedre. De respekterer hinanden enormt meget, men der er ingen, der vil give sig på stregen. Det gør det hele sjovere, siger Bo Overgaard.

Efter nogle år i en bølgedal begynder konkurrenceniveauet altså at ligne det, der eksisterede dengang Klaus Hansen og resten af de danske rekordsættere huserede på de danske landeveje. Selv har han også erkendt, at det går den vej.

- Med de tider de sætter, hvad skulle så forhindre dem? Det er trods alt kun én enkelt gang, de skal slå mig for at have taget den, siger Klaus Hansen.

Tilbage i Valencia er Thijs Nijhuis heller ikke i tvivl om, at rekorderne står for fald. Til at starte med er han dog bare glad for, at der igen er et miljø, hvor alle bliver presset til det yderste.

- Os gamle skal satme tage os sammen, for vi gider jo ikke tabe til de unge. Det er jo det, der er guleroden for dem. Så kan de forhåbentlig føre det videre til de næste, der allerede er på vej, siger Danmarks næsthurtigste mand på ti kilometer landevej.

- Det er i hvert fald mit højtpåagtede mål at slå rekorderne i løbet af de næste to-tre år, og der er flere, der vil lege med. Så de skal nok ryge. Det er jeg ikke i tvivl om.

FacebookTwitter