Sara Slott: Det sidder ikke på rygraden i år

Den danske løber skal arbejde hårdere for succes i denne sæson.

I weekenden starter VM i atletik i London, og fans af de danske atleter vil naturligvis holde et skarpt øje med hækkeløber Sara Slott Petersen, der sidste år vandt EM-guld og OL-sølv i 400 meter hæk. I år er tingene dog ikke kommet så nemt for Slott, der også har døjet med sygdom.

- Der er mange ting, jeg skal tænke på, som måske burde sidde på rygraden, men det gør de bare ikke i år. Det skal jeg lige acceptere, for det er okay, så længe man er bevidst om det, siger Sara Slott Petersen til DR.

- Formen er der, og vi kan alligevel ikke redde noget som helst på en uge, men vi kan redde timingen på hækken, hvor man kan tabe eller vinde en tiendedel af et sekund. Det kan betyde finale eller ej over ti hække, siger Slott, som ikke vil spå om sine medaljechancer.

VM i atletik skydes i gang med åbningsceremonien fredag, og den kan du følge direkte på DR3. Sara Slott Petersen skal i aktion på mandag.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter