Sara Slott om testosteronfyldt løber: 'Hun burde ikke konkurrere mod kvinder'

Løberen Caster Semenya bør ud fra et sportsligt hensyn ikke konkurrere mod kvinder, mener dansk OL-sølvvinder.

Ifølge Sara Slott Petersen er sagen om Caster Semenya meget kompliceret. Ikke desto mindre mener den danske OL-sølvvinder, at Semenya burde udelukkes fra kvindekonkurrencer.

Det er ikke kun et spørgsmål om en enkelt atlets skæbne og fremtidige karriere, som i denne uge bliver behandlet ved Den Internationale Sportsdomsstol (CAS).

For når den sydafrikanske stjerneløber Caster Semenya tester rimeligheden ved planerne om skærpede regler for kvinders testosteronniveau, rejser hun samtidig det helt centrale spørgsmål:

Hvornår er sport fair?

Caster Semenya har hyperandrogenisme: en medfødt fysiologisk afvigelse, som giver hende ekstremt høje niveauer af det mandlige kønshormon testosteron.

Spørger man den danske OL-sølvvinder Sara Slott Petersen, er Semenyas fysiologiske fordele så store, at man ikke kan se bort fra dem. Og hun ville selv have det svært ved at konkurrere mod Semenya.

- Det ville være så frustrerende, og jeg ville overveje, om det overhovedet var fair. Vi ville lægge samme træningsmængde og iver i vores deltagelse, men hun ville stadig have en kæmpe fordel.

- Det er så svær en sag. Jeg kender Semenya personligt, og hun er så sød. Men ud fra et professionelt synspunkt, synes jeg faktisk ikke, at hun skulle have lov til at konkurrere mod kvinder.

Et etisk dilemma

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) vil sænke det tilladte niveau af testosteron hos kvinder fra 10 nanomol til 5, og det er den ændring, Semenya og hendes advokater prøver ved CAS.

- Det er ikke fair, at jeg får at vide, at jeg skal ændre mig. Jeg vil bare løbe, som jeg plejer, og som jeg er født, har Semenya selv sagt til BBC.

Og hendes advokater tilføjer samme sted:

- Kvinder som Caster Semenya er født, opdraget og socialiseret som kvinder. De er blevet anerkendt som kvinder hele deres liv. Semenya har altid løbet i den kvindelige kategori.

Hvis de nye regler træder i kraft, vil hun være tvunget til at tage hormon-nedsættende medicin for at kunne konkurrere ved de internationale konkurrencer.

- Jeg kan godt forstå, at man kan kigge på sporten udefra og pege på alle de etiske dilemmaer. Har hun ikke ret til at konkurrere som alle andre? Og man skal selvfølgelig ikke tvinge folk til at tage medicin, de ikke selv har lyst til.

  • Hun har været vant til at løbe fra sine konkurrenter, men bliver de nye regler vedtaget, er Caster Semenyas dominans muligvis truet. (Foto: Saeed Khan © Scanpix)
  • Caster Semenya ses her under denne uges høring i Lausanne i Schweiz sammen med advokaten Gregory Nott. (Foto: Laurent GILLIERON © Scanpix)
  • Caster Semenya nyder stor opbakning i hjemlandet Sydafrika, hvor sagen bliver betragtet som et spørgsmål om grundlæggende rettigheder. (Foto: IVAN ALVARADO © Scanpix)
1 / 3

- Men når man som jeg kender sportens væsen indefra og ved, hvad det kræves for at nå til top, så tænker jeg også i denne sammenhæng, at det duer sgu ikke. Men jeg er glad for, at det ikke er mig, som skal fastsætte reglerne, siger Sara Slott Petersen.

Suveræn uden snyd

Maja Alm skiftede i 2018 sin position som verdens bedste orienteringsløber ud med rollen som fremadstormende atlet på mellemdistancerne. Hun har bemærket, hvordan spørgsmål om hormonniveauer og lige konkurrencevilkår fylder på en helt anden måde i atletikkens verden.

For hende er grænsen klar:

- For mig er det altafgørende, at folk ikke snyder. Så længe Semenyas hormonniveauer er naturligt betinget, skal hun have lov til at konkurrere. Jeg har ikke stærke holdninger til de konkrete hormonniveauer, men jeg har en stærk retfærdighedssans, hvis atleter begynder at snyde.

- Jeg ville da alligevel på det personlige plan være ærgerlig, hvis man stod til start og havde følelsen af, at man ikke dystede ud fra lige vilkår, siger Maja Alm.

Caster Semenya er aldrig blevet dømt for doping, og ifølge Maja Alm er det vigtigt at holde fast i, at sport ikke kun handler om overlegen fysik - heller ikke i atletik.

- Man kan ikke udelukkende udpege atleters klasse på fysiologiske forhold. Det kræver også, at man rent mentalt er stærk og har viljen.

Findes lige vilkår?

Sagen om Semenya og kvinders testosteronniveauer rejser det grundlæggende spørgsmål: Hvordan sikrer man konkurrencer ud fra så lige vilkår som muligt?

Ifølge Sara Slott Petersen er det naivt at tro, at atleter dyster ud fra samme udgangspunkt. Der vil altid være forskel på en række parametre. Opvækst, økonomi og fysiologi.

En svømmer kan have en fordel med større fødder, en cykelrytter kan have en fordel med en særlig god iltoptagelse, og en sprinter kan have en fordelagtig sammensætning af muskelfibre.

Men for Sara Slott Petersen er situationen alligevel en anden med Semenyas forhøjede testosteronniveauer.

- Forhøjede hormonelle niveauer er på dopingliste af en årsag. Det er så potent, siger hun.

Og selvom Sara Slott Petersen understreger sin sympati for Semenya og langt fra misunder de utallige spørgsmål til præstationerne, mener den danske OL-sølvvinder, at Semenyas deltagelse i kvindekonkurrencer udfordrer selve sportens væsen.

- Interessen for 800-meter for kvinder er jo ikke særlig stor. Det er jo ikke spændende, når Semenya møder op i topform. Og så dør sporten altså på sigt.

Facebook
Twitter