Sikke en aften! Anna-Emilie Møller slår dansk rekord og henter OL-billet

Anna-Emilie Møller har sikret sig en plads ved OL i 2020 i Tokyo efter en flot indsats torsdag aften.

Anna-Emilie Møller har sikret sig billetten til OL i Tokyo i 2020. (Foto: ALEKSANDRA SZMIGIEL © Scanpix)

Ved Diamond League-stævnet i Oslo her til aften imponerede den blot 21-årige Anna-Emilie Møller endnu engang. Hun satte både dansk rekord og sikrede sig en plads til OL om godt et år i Tokyo.

Det skete i favoritdisciplinen 3000 meters forhindringsløb, hvor hun skar mere end syv sekunder af sin egen danske rekord.

Hun løb derfor konkurrencen i tiden 9.24.21 og slog rekorden, der blev sat til EM for et år siden.

Tiden er også markant bedre end OL-kravet på 9.30.00 minutter, og det betyder, at hun så småt kan begynde at glæde sig til at løbe i Japan i august næste år.

Kenyanske Norah Jeruto vandt konkurrencen i tiden 9.03.72.

Sara Slott Petersen skulle også have været til start ved aftenens Diamond League-stævne, men hun måtte trække sig kort før på grund af akut maveonde. Det skriver forbundet på deres Facebook-side.

Facebook
Twitter