Søskendetrio er udtaget til VM i orienteringsløb: 'Det er helt normalt i vores verden'

Til VM tager syv ud af ni danske løbere afsted med en søskende.

Søren, Miri og Marius Thrane Ødum er alle med, når det danske stafetlandshold skal dyste om VM. Collage: Maria Eriksen Volthers

Du har måske hørt om søskendepar i sportsverdenen.

Fra Danmark kan vi nævne René og Henrik Toft-Hansen samt Magnus og Niklas Landin fra håndboldlandsholdet. I fodbold havde vi blandt andet Laudrup-brødrene.

Men det er intet i forhold til landsholdet i orienteringsløb.

Holdet, der skal forsvare de danske farver ved VM, som finder sted i Schweiz til juli, er netop blevet udtaget. Her er der intet mindre end tre søskendeflokke blandt de ni udtagede løbere.

Der er sågar en søskendetrio bestående af Søren, Miri og Marius Thrane Ødum.

Søren og Miri har løbet ved VM flere gange, og løb blandet andet sammen på stafetten ved VM sidste år, der fandt sted i Trekantsområdet.

Men i år er duoen altså udvidet, siger Søren Thrane Ødum.

- Det specielle er så, at min bror (Marius, red.) skal med i år. Det er en lille drøm, der går i opfyldelse. Det er noget, vi har snakket og joket om lige siden, vi var små. VM er jo det største, man kan komme med til.

Søren Thrane Ødum fik en fjerdeplads ved VM 2021 på sprintstafetten. (Foto: © Erling Thisted)

Søren er 22 år, lillebroren i flokken, og udtaget til sit tredje VM. Miri er 27 år, den mellemste og VM-løber for sjette gang.

Storebror Marius er 30 år, og så er han debutant.

Sygdom satte en stopper for drømmen

30 år er måske en høj alder for en debutant, men der ligger en mørk historie bag den sene udtagelse.

Som 20-årig var Marius Thrane Ødum et kæmpe talent inden for orienteringsløb. Men lige da World Cup-karrieren begyndte, blev løberen ramt af borelia, andre infektioner og overtræning, der holdt ham ude af sporten indtil for cirka to år siden.

Derfor var drømmen og den store familiesammenkomst langt væk for bare fire år siden, hvor Marius i stedet for løb dyrkede styrketræning og vejede 30 kilo mere, end han gør nu.

- Der var mange ting, der blev taget fra mig i den periode. Det var ufattelig svært. Det er en stor del af sin identitet, man knytter op på sporten og sine resultater. Da de pludselig blev taget fra en ufrivilligt, var det svært at håndtere. Det har jeg skullet arbejde med meget mentalt, siger Marius Thrane Ødum.

- Nu glæder jeg mig bare til at opleve VM med mine søskende. Det var i hvert fald ikke noget, jeg gik og tænkte på for nogle år siden. Men så begyndte jeg at træne igen så småt, men jeg regnede ikke med, at den drøm kunne blive til virkelighed. Det var kun et håb at nå det, inden jeg blev for gammel.

Orienteringsløb er en familiesport

Landstræneren Tue Lassen understreger, at de mange søskende ikke er udtaget for den gode histories skyld. De er bare de bedste i Danmark.

Faktisk er det meget normalt, at der er søskende med på landsholdet, og der kunne have været endnu flere med for Danmark, da bruttoholdet rummer endnu flere søskendepar.

Det er faktisk mere reglen end undtagelsen, fortæller landstræneren. Orienteringsløb løber i blodet.

- Det er faktisk ikke første gang, vi har en trio med. Da jeg var aktiv for 3-4 år siden, havde vi to brødre og en søster med, hvor der var flere verdensmestre i blandt. Sådan er det også i udlandet.

- Orienteringsløb er en familiesport. Hele familien går til det, og alle bliver trukket med, og så er der nok også noget genetisk i det. Det kan virke mærkeligt, men i vores verden er det meget normalt med så mange søskende, siger Tue Lassen.

Thrane Ødum-løbernes forældre var også selv aktive orienteringsløbere på landsholdet, og det bliver endnu mere familiært.

Marius og Søren skal løbe stafetten til VM med Björn Cederberg, som Marius til daglig bor med.

- Og min bror er kærester med hans søster, så det et stort familiehold, siger storebroren.

Søsteren Line Cederberg skal også med til VM.

Miri Thrane Ødum fik en femteplads på sprintstafetten ved VM i 2022. (Foto: © Kell Sønnichsen)

Brødrene vil have metal sammen

Nu skal der heller ikke gå for meget familiefrokost i den. Løberne tager derned efter medaljer. Det er den målsætning landstræneren har sat: En medalje på en af de to stafetter.

Den vil Søren Thrane Ødum rigtig gerne sørge for. På nethinden har han indprintet et billede af ham og hans bror på podiet i Schweiz.

- Jeg kan næsten få kuldegysninger ved tanken, siger lillebroren.

- Det giver et ekstra lag af motivation at løbe sammen med sine søskende. Når jeg er ude at træne, kan jeg blive helt grebet af stemningen og se for mig, at vi gør det skidegodt, og Marius sender mig ud på sidste runde i føring. Den tanke gør mig helt vildt motiveret.

Den otte år ældre Marius er mere beskeden i sine mål, selvom tanken om podiet også har strejfet ham.

- Det ville være en stor drøm, men der er mange gode nationer. Jeg tror dog, vi har chancen for at løbe et godt resultat hjem. Vores hold ser stærkt ud, og det er et terræn, der passer os. Det ville være fantastisk at ende på podiet.

- Men det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Jeg er bare glad for at bruge min krop igen og få muligheden for at være med på et niveau, hvor det er sjovt at konkurrere, fortæller Marius Thrane Ødum.

VM i orienteringsløb finder sted i Surselva-dalen i Schweiz fra den 12. til den 16. juli.