VIDEO Dansk maratonløber slår tre personlige rekorder på to måneder

Anna Holm mener, at hun med maraton, har fundet sin rette disciplin blandt langdistanceløb.

Der er vind i sejlene hos 29-årige Anna Holm. Den danske løber har den seneste tid haft godt fut i skoene, og i sidste uge satte hun ved Frankfurt Maraton personlig rekord i maratonløb.

- Jeg har inden for de sidste to måneder sat personlig rekord på halvmaraton, 10 kilometer og nu også på maraton. Jeg er egentlig i mit livs form lige nu, siger Anna Holm til DR.

- Jeg har altid elsket at løbe, og jeg efter jeg de sidste par år er begyndt at løbe maratonløb, føler jeg virkelig, jeg har fundet den rette disciplin, siger hun.

Ikke fra fremmede

Anna Holms far er 1980’ernes store løber, Henrik Jørgensen, der stadig er indehaver af den danske maratonrekord, og hendes mor løber også. Så talentet kommer ikke fra fremmede.

- I og med han har trænet med mig, siden jeg var lille, kender han mig rigtig godt og er god til at give råd undervejs i løbet. På den måde er han en sparringspartner.

- Op til alle mine maratonløb har jeg taget en smuttur til Bornholm i nogle uger og boet hjemme hos mine forældre, hvor jeg har fået noget god træning. Dels fordi der er godt at løbe på Bornholm, men også for at få deres opbakning, når jeg lægger de rigtig hårde træningsuger, siger hun.

Anna Holms personlige maratonrekord lyder nu på to timer, 33 minutter og to sekunder. Dermed er hun allerede kvalificeret til næste års EM.

Facebook
Twitter