VIDEO Danske stafetkvinder misser finale men slår ny rekord

Det danske hold på 4x100 meter satte dansk rekord, da holdet blev nummer 11 ved EM i atletik.

Det lykkedes som ventet ikke for den danske kvartet i 4x100 meter at kvalificere sig til finalen ved EM i atletik i Berlin.

Den danske kvartet med Louise Østergård, Ida Karstoft, Mette Graversgaard og Mathilde Kramer leverede dog en stor præstation i det indledende heat, da de søndag klokkede ind i tiden 44,09 sekunder.

Tiden er dansk rekord og en forbedring af den tidligere rekord på 44,95 sekunder, som kvartetten satte i juli.

Danskerne sluttede som nummer seks i deres heat, og samlet blev de nummer 11 blandt 15 deltagere.

Det er første gang siden VM i 1983, at Danmark er med i en stafet på 4x100 meter ved et stort mesterskab.

Anna Emilie Møller er den sidste danske deltager ved EM.

Hun løber senere søndag aften finale i 3000 meter forhindringsløb.

/ritzau/

Facebook
Twitter