VIDEO Historiske Sara Slott: Jeg var helt ude i tovene af nerver

Sara Slott blev i dag den første danske kvindelige atletikudøver til at vinde en guldmedalje ved EM.

Sara Slott løb ind i historiebøgerne, da hun i dag vandt guld ved EM i atletik i Amsterdam i disciplinen 400 meter hækkeløb. Som den første danske kvindelige atletikudøver vandt hun en guldmedalje ved de europæiske mesterskaber.

- At komme øverst på podiet, uden at skulle bliver 3’er og 2’er først, det er helt vildt fedt, siger Sara Slott til DR.

29-årige Slott er først toppet sent i karrieren, og hun nåede endda at tvivle på, om hun overhovedet ville have noget at vise frem efter alle de mange timers arbejde i træningslokalet.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange timer jeg har lagt i det – så det er fedt at få et håndgribeligt bevis på alle de timer, jeg har lagt i det, for jeg var virkelig i tvivl, om jeg nogensinde ville få en medalje, som jeg kunne trække frem og sige ”det her er resultatet på alle de voldsomt mange timers arbejde” – det så ikke sådan ud i mange år, men nu håber jeg, at jeg har startet en æra.

Hårdt ramt af nerver

Sara Slott satte den hurtigste tid i semifinalerne og var inden dagens finale klar favorit. En favoritværdighed, hun tydeligt kunne mærke på sin krop inden løbet:

- Det er en underlig fornemmelse, når man kommer ud på den anden side, og er lykkedes med at vinde, siger Slott og fortsætter:

- Det er et kæmpe, kæmpe pres, når man går ind til en finale som favorit – især når der står hække i vejen. Fordi kikser man én, kan man ryge som først til sidst. Jeg havde virkelig svært ved at samle min tanker, min opvarmning gik frygteligt, og jeg havde ondt alle mulige steder – klassiske tegn på, at man er helt ude i tovene.

- Jeg var totalt nervøs for, at jeg skulle lave et eller andet kiks, som jeg gjorde i VM-finalen. Men at få sat det nogenlunde sammen og komme herfra som vinder er mega, mega fedt. Men jeg tror ikke rigtigt, det er gået op for mig endnu, siger Sara Slott.

De europæiske konkurrenter kunne ikke røre Slott, men når OL går i gang om en lille måneds tid, ved hun, at der skal mere til for at få en medalje:

- Min ambition er at komme i en finale og komme ind på én af de baner, hvor man kan gøre noget. Men det er fedt at vide, at man kan slå alle europæerne.

- Tiden i dag vil ikke række til en medalje, men forholdene med modvind og kastevind gjorde det også vildt svært. Jeg var meget i tvivl om, hvilken taktik jeg skulle vælge. Men i dag handlede det om medaljer og ikke om tiden.

Slott vandt finalen i Amsterdam i tiden 55, 12 sekunder.

Facebook
Twitter