VIDEO Hvad tænker hun på? Israelsk løber laver kæmpebrøler og smider sikker medalje

Den israelske løber Lonah Chemtai Salpeter troede, at hun havde vundet sølv i kvindernes 5000 meter finale. Det var ikke tilfældet.

Nej, nej, nej.

Det er sådan en fejl, der kommer til at hjemsøge Lonah Chemtai Salpeter i mange år.

Længe så det nemlig ud til, at langdistanceløberen skulle enten vinde guld eller sølv i kvindernes finale, og med blot en runde tilbage på det Olympiske Stadion i Berlin var der lagt op til en duel mellem hende og hollandske Sifan Hassan.

Men da løberne krydsede stregen og klokken lød, stoppede Lonah Chemtai Salpeter op for at fejre, at hun havde vundet sølv. Da det gik op for hende, at det ikke var tilfældet, var favoritterne drønet forbi med så god fart i benene, at det i stedet kun blev til en fjerdeplads for israeleren.

Derfor sluttede hun løbet med at ligge grædefærdig i græsset og en misset EM-medalje.

Efter løbet blev Lonah Chemtai Salpeter også diskvalificeret for ikke at holde sin bane tidligere i løbet.

En gennemført dårlig dag for israeleren.

Du kan se episoden øverst i artiklen.