10 millioner kroner i Holbæk skal redde europæisk badminton

Holbæk bliver hjemby for et stort badmintoncenter, der skal løfte niveauet i hele Europa.

Viktor Axelsen kan måske se frem til konkurrence i fremtiden. (Foto: Marcelo Del Pozo © Scanpix)

11 ud af de 12 seneste gange, der har været afholdt EM for hold i badminton, har Danmark stået øverst på sejrsskamlen.

Men det kan der måske blive lavet om på i fremtiden.

For europæisk badminton skal i fremtiden op på et endnu højere niveau.

Det europæiske badmintonforbund har besluttet, at der i Holbæk skal placeres et badmintoncenter, der skal hjælpe de øvrige europæiske lande op på et højere niveau.

Her skal spillere både kunne bo og træne.

- Badminton er meget populært i Danmark, men vi efterspørger måske også lidt konkurrence. Vi har lige set, hvordan det gik til hold EM i weekenden, hvor Danmark igen var forholdsvis suveræne, siger Brian Agerbak, der er generalsekretær i det europæiske badmintonforbund, BEC.

- Det kræver noget ekstraordinært og noget nyt, hvis vi skal få noget konkurrence. Samtidig tror vi på, at flere gode spillere også vil skabe mere interesse om badminton i de lande, hvor spillerne kommer fra.

Aftalen løber i første omgang frem til 2020, og badmintoncenteret får navnet Centre of Excellence.

Vil skabe en badminton-revolution

Omkring 24 udenlandske spillere ventes at skulle gå på badmintoncenteret, og undervejs skal de lære af de danske trænere og spillere.

Med projektet, der koster i omegnen af ti millioner kroner, håber det europæiske badmintonforbund at kunne revolutionere europæisk badminton.

- Vi tror, at vi kan gøre badmintonspillerne meget bedre, end hvis de blev i det træningsmiljø, hvor de var.

- Lige nu vinder Asien stort set alt indenfor badminton, og derfor bliver vi nødt til at gøre et eller andet anderledes, end vi har gjort tidligere. Det kan ikke være i nogens interesse, at det er, som det er nu, fortæller Brian Agerbak om målet med det nye badmintoncenter.

Samtidig slår han fast, at der var en ganske særlig grund til, at det nye badmintoncenter blev placeret i Danmark.

- Miljøet og kulturen i Danmark er helt enestående. Samtidig kan de nye spillere være med på klubniveau i Danmark. Her er niveauet meget højt, og det kommer de også til at få gavn af.

I alt ti europæiske byer havde ønsket at blive hjemby for det nye badmintoncenter.

Facebook
Twitter