Ærgerlig landstræner: Badminton-VM har været en skuffelse

Det danske badmintonlandshold levede ikke op til medaljeforventningerne ved VM i Kina.

Det lykkedes ikke Viktor Axelsen at forsvare sin VM-titel i Kina. (Foto: Mark Schiefelbein © Copyright 2018 The Associated Press. All rights reserved)

Da Mads Conrad og Mads Kolding tabte deres VM-kvartfinale fredag aften, blev det samtidig sidste søm i den danske badmintonkiste ved et verdensmesterskab, som ikke har levet op til forventningerne, fortæller landstræner Kenneth Jonassen.

Torsdagens kampe bød også på nederlag til den danske verdensetter Viktor Axelsen, ligesom mixeddoublen med Christinna Pedersen og Mathias Christiansen måtte se sig slået af et kinesisk par.

Danskerne drog østpå med en målsætning om at hente mindst to medaljepoint – en guld giver tre, sølv to og bronze et enkelt – og derfor er det en slukøret dansk delegation, der forlader mesterskabet.

- Der er ingen tvivl om, at det er en skuffelse. Vi havde absolut sat næsen op efter metal, og vi var tæt på. Jeg kommer til at tænke på det her VM som stolpe ud i nogen kampe, også tidligt i turneringen, hvor vi havde chancerne for at skabe nogen overraskelser, som desværre udeblev, fortæller landstræner Kenneth Jonassen.

Kinesisk hjemmebaneeffekt

Én af dem, der var store forventninger til forud for VM, var den forsvarende verdensmester Viktor Axelsen. Men danskeren kom i store vanskeligheder i sin kvartfinale mod den rutinerede kineser Chen Long.

- Koldt og kynisk kan man godt sige, at Viktor tabte til en bedre spiller. Viktor kan ikke lave så mange fejl, som han gjorde i dag mod en spiller af Chen Longs kaliber. Specielt ikke når man møder ham på hjemmebane, hvor han vokser, når tingene lykkes for ham, siger Jonassen.

Til trods for at herredoublen med Mads Colding og Mads Conrad tabte deres kvartfinale efter en hård tre-sætter, var der alligevel rosende ord til dem fra landstræneren.

- De leverede en flot kamp, fik en dårlig start, men begyndte stille og roligt at spille noget af det bedste badminton, jeg har set fra dem. Andet sæt var virkelig verdensklasse. Det var selvfølgelig afgørende, at der kom for mange fejl i afslutningen, men alt andet end lige var de i stand til at komme ind og levere på allerhøjeste niveau. Og det synes jeg er et rigtig positivt skridt for deres udvikling, fortæller landstræneren.

FacebookTwitter