Alle kan se, hun ikke er den samme.

Det sædvanlige overskud i slagene er væk, og energien er sluppet op. Hun taber kampen i tre sæt. Helt uhørt, når man så, hvordan hun dominerede sin franske modstander i første sæt.

Ud fra hendes krop er det svært at se, at noget er galt med Mathilde Cramer. Godt nok er muskelmassen blevet mindre, men fedtprocenten har altid været lav på den lange og slanke krop. Og i badmintonhallen ved ungdoms-VM er det ikke en kropsbygning, der springer i øjnene.

Men Mathilde Cramer har ikke flere kræfter, fordi hun ikke har spist nok.

- Jeg var overhovedet ikke åben om det, for jeg vidste det knap nok selv. Jeg snakkede ikke med nogen om det, fortæller hun.

Det er først efter den kamp, i november 2016, at Mathilde Cramer fortæller forbundet, at hun har en spiseforstyrrelse. Inden da har ingen omkring klub eller landshold bemærket, at hun ikke spiser nok.

- Jeg opdagede det ikke hos Mathilde før U-VM, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg mange gange i tvivl, fordi mange badmintonspillere i forvejen har den kropsbygning, de har, fortæller Bo Ømosegaard, der har været talentudviklingschef i Badminton Danmark siden 2005.

Tidligere på året er det da heller ikke til at se på banen, at Mathilde Cramer er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.

I februar 2016 vinder hun U15-EM, og med knyttet næve efter matchbolden og smil på toppen af podiet tegner hun et billede af en elitespiller i balance - men sandheden er en anden.

Glæden ved at vinde badmintonkampe, som hun altid har gjort, er væk.

- Der gik det op for mig, at jeg ikke blev glad for at vinde. Jeg kunne kun skuffe og var meget nervøs, fordi jeg og alle omkring mig forventede, at jeg vandt, fortæller hun.

Det er også til at forstå, hvorfor både hun selv og andre har set en stjerne i Mathilde Cramer op igennem ungdomsårene.

Inden sin spiseforstyrrelse er hun som bare 15-årig begyndt at træne jævnligt med hos seniorlandsholdsspillerne i Brøndby.

- I de 14 år, jeg har arbejdet i forbundet, har jeg aldrig set et større kvindeligt talent end Mathilde Cramer. Det er helt klart. Hun havde på alle måder forudsætningen til at blive blandt verdens bedste spillere, siger Bo Ømosegaard.

Derfor er det også et slag for Badminton Danmark, da de finder ud af, at deres største talent har udviklet en spiseforstyrrelse.

- I første omgang er det fuldstændigt ligegyldigt med badmintonkarrieren. Vi ved, at spiseforstyrrelser kan udvikle sig til en livslang ting og i værste fald handle om liv eller død. Derfor er det vigtigste at redde Mathilde fra hendes anoreksi, fortæller Bo Ømosegaard.

Efter ungdoms-VM følger et år, hvor Badminton Danmark stiller alle nødvendige resurser til rådighed for Mathilde Cramer. Men forløbet har ingen effekt. Hverken diætister, psykologer eller trænere kan hjælpe, og i sidste ende bliver hun indlagt i to omgange på Bispebjerg Hospital i sammenlagt fire måneder.

I dag er Mathilde Cramer i bedring, men hun spiller ikke længere badminton på eliteniveau.

Ville være den bedste - også til sin spiseforstyrrelse

Spørgsmålet er så, hvordan et af dansk badmintons største talenter gennem tiderne pludselig udviklede en spiseforstyrrelse? Og hvor meget badmintonmiljøet har med det at gøre?

Selv har Mathilde Cramer ikke noget konkret svar, men hun beskriver især overgangen fra folkeskolen til en elitesports-gymnasieklasse som en svær tid.

- I folkeskolen havde jeg et frirum uden for badminton, men i gymnasiet handlede alting pludselig om elitesport. Jeg havde mange bolde i luften og begyndte også at spille med hos seniorerne.

Det er i denne periode, at hun begynder at fokusere meget på sin krop, og det bliver en mission for hende at spise de rette fødevarer. Perfektionismen, som hun altid har haft, bliver i den grad sat i scene.

Handlede det om at skabe en bedre krop til badminton eller var det af æstetiske årsager?

- Det var begge dele. Jeg tænkte, det hjalp mig til at blive bedre, men det var ikke sådan, at jeg bare ville være tynd. Jeg blev bare vildt optaget af mad og tænkte over det konstant, siger Mathilde Cramer, der også beskriver sig selv som værende perfektionistisk.

- Jeg tror også, det kan handle om konkurrence. Jeg ville hele tiden nå det bedste som badmintonspiller. Når man så har fået en spiseforstyrrelse, vil man pludselig være den bedste til at spise mindst.

Ifølge psykolog og forsker Mia Beck Lichtenstein, der i 10 år har forsket i træningsafhængighed og spiseforstyrrelser, har elitesportsudøvere som Mathilde Cramer typisk en indstilling, der gør dem mere udsatte for spiseforstyrrelser.

- Det ligger i sportens verden, at man hele tiden skal blive bedre. Derfor er det en risikofaktor, hvis man er meget perfektionistisk i sin personlighed, at man aldrig bliver tilfreds med den krop, man har.

- Nogle ved ikke, at de begynder at underpræstere, når de bliver for tynde, træner for meget eller ikke restituerer nok. Det er en viden, som nogle elitemiljøer er klar over, men atleter, der bliver ramt af en spiseforstyrrelse, hører det enten ikke eller vil ikke høre det, forklarer Mia Beck Lichtenstein.

Danske topspillere er blevet tyndere

Forskning viser, at kvindelige elitesportsudøvere har en øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse – især i sportsgrene, hvor vægten har en betydning.

Det samme gælder i højere grad end tidligere i badminton, hvor højere intensitet og tempo samt længere kampe har gjort, at der er sket en markant udvikling i de fysiske krav i badminton, fortæller Bo Ømosegaard.

- Som singlespiller i dag har du ikke en chance for at klare dig, medmindre du er helt fit. Der er flere af vores spillere, som har udviklet sig positivt, efter de har smidt nogle kilo.

- Line Kjærsfeldt blev bedre, da hun blev mere trimmet, og vores damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tog det sidste skridt i verdenseliten, da de fik en lavere fedtprocent, siger talentchefen, der også fremhæver Mia Blichfeldt og Line Christophersens slanke og veltrænede fysik.

Også i ungdomseliten bliver der sat store krav til spillernes fysik, og her er det især piger i teenageårene, der kan være i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Ifølge Mia Beck Lichtenstein er der derfor behov for, at der kommer en langt større viden om emnet ude i klubberne, så man tidligt kan se symptomerne hos spillerne.

- Trænerne ude i klubberne skal klædes bedre på. Det værste, man kan gøre, er at tie det ihjel. Spiseforstyrrede trives enormt godt i tavshed. Det er der, sygdommen får fat, og man ved fra forskning, at prognosen bliver dårlig, hvis vi griber ind for sent, siger hun.

Forbund kunne have opdaget det før

I Mathilde Cramers tilfælde blev faresignalerne ikke opfanget før ungdoms-VM, og her erkender forbundet, at man skulle have været opmærksom tidligere.

- Med den rette viden kunne vi have klædt trænere og forældre bedre på. Vi kunne formentlig ikke have forhindret det, men vi kunne have fanget det før, og det er pisse ærgerligt, når vi kigger bagud, siger Bo Ømosegaard.

Hvor meget har badminton været kilden til Mathilde Cramers spiseforstyrrelse?

- Mit instinktive svar er, at vi ikke har. Men når jeg tænker over det, har vi jo. Vi har en kultur med, at man skal træne og være opmærksom på sin krop.

Tror du, der er nogle spiseforstyrrede som Mathilde Cramer ude i klubberne, som ikke bliver opfanget af trænerne?

- Ja, det tror jeg da. Der er mange måder, hvor man kan gemme sig i systemet, så der kan godt være nogle derude, siger Bo Ømosegaard.

- Vi skal blive endnu bedre til at tale om de forventninger og krav, vi har til træningsmængde og kost. Vi skal have guidelines til vores klubtrænere, så de ved præcis, hvad de skal kigge efter, og hvad de skal gøre.

Mathilde Cramer har ikke på noget tidspunkt skudt skylden mod Badminton Danmark, og især støtten efterfølgende har været stor.

Men ser hun tilbage på tiden før sit anoreksi-forløb, var spiseforstyrrelser ikke noget, hun hørte omtalt i hverken klub eller på landsholdet.

- Jeg anede ikke noget. Vi har aldrig talt om spiseforstyrrelser, da jeg var ungdomsspiller i badminton. Jeg tror, det er vigtigt, at der bliver skabt en viden og fortalt, at det kan ske. Man fokuserer meget på kosten i elitesport i en ung alder, men der er ikke kun fordele ved det.

Mathilde Cramer fortæller her, hvorfor hun har valgt at stå frem og fortælle sin historie.