Antonsen efter VM-exit: ’Jeg kunne ikke slippe skuffelsen og tjekkede ud mentalt’

Det 21-årige stortalent var tæt på overraskelsen ved VM, men tabte til formstærk japaner.

Anders Antonsen havde svært ved at bevare det mentale overskud i VM-kampen mod Kento Momota. Foto: AP Photo/Mark Schiefelbein (Foto: Mark Schiefelbein © Scanpix)

Da Anders Antonsen bragte sig foran 6-0 i første sæt mod Kento Momota, 23-årig japansk badmintonkomet og verdens måske mest formstærke singlespiller, kunne danskeren mærke panikken sprede i sin modstanders øjne.

’Hvad sker der?’

- Jeg tror helt klart, at han blev en lille smule overrasket over den kvalitet, jeg lagde ud med. Jeg lavede meget få fejl og spillede med rigtig god kvalitet i mine slag. Så han fik svært ved at lave point på mig. Jeg tror egentlig, at det kom som et chok for ham, fortæller Anders Antonsen.

Og da danskeren senere også vandt sættet overbevisende 21-13, strejfede tanken ham, at der muligvis var noget stort under opsejling.

Men efter at have været foran 11-10 i andet sæt, bagud 12-17 for at komme tilbage på 17-18, måtte han slippe japaneren. Og i det efterfølgende tredje sæt gik Antonsen fuldstændig kold og tabte 8-21.

- Jeg tror, at jeg havde svært ved at ryste skuffelsen af mig, stille skarpt og være fokuseret efter andet sæt, hvor jeg var tæt på at nappe ham. Det begyndte selvfølgelig at brænde forskellige steder i benene, men sådan er det, når man kommer ud over en time. Jeg tror mere, at det var mentalt. Jeg tjekkede ligesom ud af kampen og havde svært ved at holde mig til gameplanen, fortæller Anders Antonsen.

Skal arbejde med det mentale

Selvom skuffelsen over nederlaget fortsat sidder lige under huden, er Anders Antonsen sikker på, at han ikke har haft sidste mulighed for en VM-kvartfinale på hånden.

- Det giver blod på tanden. Og jeg ved at med hårdt arbejde og dedikation, så skal jeg nok nappe kampe som den her og forhåbentlig stå i de rigtig sjove kampe… Ja, gerne hurtigst muligt. Jeg ville gerne have været i en kvartfinale allerede i år, men jeg tror ikke, at det er så langt ude i fremtiden, siger 21-årige Antonsen.

Specielt følelsen af at miste det mentale fokus er noget af det, danskeren vil tage med sig videre, når han skal evaluere verdensmesterskabet.

- Det er mentalt hårdt det med at være rigtig tæt på at lukke så stor en kamp, og at så det lige glipper og man skal starte fra 0-0 i tredje. Og det er helt klart er noget, jeg tager med mig fremadrettet. Så næste gang jeg genkender den situation, handler det om at være skarp og prøve se, om jeg kan lære af kampen i dag, fortæller Anders Antonsen fra Kina.

Facebook
Twitter