Antonsen før semifinale: ´Jeg er bestemt ikke favorit´

Anders Antonsen forventer en svær kamp, når han lørdag møder Chou Tien-Chen i semifinalen i Denmark Open.

Anders Antonsen betegner ikke sig selv som favorit i lørdagens semifinale mod Chou Tien-Chen fra Taiwan. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Badmintonspilleren Anders Antonsen har været stærkt spillende ved dette års Denmark Open, hvor han har spillet sig hele vejen til semifinalen.

Her venter Chou Tien-Chen fra Taiwan. En spiller, som Antonsen ikke har besejret i deres seneste tre indbyrdes opgør. Den unge dansker forventer da også, at han kommer på en svær opgave, når han skal forsøge at spille sig i finalen.

- Det bliver svært. Han er rigtig formstærk og har spillet godt det sidste lange stykke tid. Jeg er nede 0-3 til ham i kampe, så jeg går bestemt ikke ind som favorit, men på hjemmebane så kan alt ske. Den får fuld pedal, og så ser vi, hvad der sker, siger Antonsen.

Anders Antonsen har overrasket flere gange i løbet af dette års Denmark Open. Først sendte han hjemmebanefavoritten Viktor Axelsen ud allerede i anden runde, og i gårsdagens kvartfinale leverede han så et spektakulært comeback mod kinesiske Huang Yuxiang, da han vandt, på trods af at han var bagud 17-20 i afgørende sæt.

Lørdagens semifinale spilles kl 16.45.

Facebook
Twitter