Antonsen og Blichfeldt færdige i Kina

Mia Blichfeldt er færdig ved China Open efter et nederlag i to sæt til spanske Carolina Marín. Det samme er Anders Antonsen efter et nederlag i tre sæt.

Mia Blichfeldt er ude af China Open. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Første runde blev endestationen for Mia Blichfeldt i badmintonturneringen China Open.

Den danske damesinglespiller tabte onsdag i to sæt til den forsvarende verdensmester, spanske Carolina Marín, med cifrene 13-21, 13-21.

Blichfeldt var godt med i kampens første sæt, hvor hun nåede at komme foran 13-10, inden Marin viste, hvorfor hun er verdensmester, og vandt 11 point i træk.

I andet sæt kom danskeren igen godt i gang. Hun var således foran 5-2, inden spanieren kom tilbage og fik udlignet. Efter en god periode fra Marin fik Mia Blichfeldt spillet sig tilbage i kampen, da hun efter at have været bagud 6-9 gjorde det til 9-9.

Det var sidste gang, danskeren var på lige fod med verdensmesteren. Carolina Marín tog det næste point og trak langsomt fra, indtil sejren var i hus.

Dermed har Danmark ikke flere damesingler med ved China Open, efter at Line Kjærsfeldt tirsdag tabte i to sæt til kinesiske He Bingjiao.

Antonsen ude efter tre sæt

Anders Antonsen led onsdag samme skæbne som Mia Blichfeldt, da den 21-årige badmintonkomet tabte i tre sæt til Lee Hyun-il med cifrene 21-18, 19-21, 18-21.

Danskeren var foran stort set hele første sæt, men blev alligevel presset, efter at sydkoreaneren vendte 12-19 til 18-20. Antonsen formåede dog at sikre sig sættet med den første sætbold.

I andet sæt skiftedes de to spillere til at tage føringen. Danskeren så ud til at kunne lukke kampen, da han gik fra 13-13 til 17-13, men Lee Hyun-il fik med en god slutspurt sendt kampen ud i et tredje og afgørende sæt.

Her bølgerne det mere frem og tilbage. Anders Antonsen kom bedst fra start og var foran 9-4, inden sydkoreaneren startede sit comeback.

Det bragte Lee Hyun-il foran 18-15, hvorefter den unge dansker kæmpede sig tilbage og udlignede til 18-18. Det blev ikke til mere for danskeren, der kunne se sin modstander vinde de efterfølgende tre point og kampen.

China Open er som Super 1000-turnering rangeret på næsthøjeste niveau. Kun sæsonfinalen, World Tour Finals, er rangeret højere.

China Open er som Super 1000-turnering rangeret på næsthøjeste niveau. Kun sæsonfinalen, World Tour Finals, er rangeret højere.

/ritzau/

Facebook
Twitter