Axelsen efter svær sæson: Frustrationen blev afløst af et stort savn

Viktor Axelsen fik det meste af 2018 spoleret af en ankelskade. Et sportsligt år til glemmebogen blev for mennesket bag badmintonstjernen et yderst lærerigt et af slagsen.

(ARKIV) Skader har spoleret store dele af Viktor Axelsens 2018 (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kontrast.

Ordet opsummerer kort og kontant de seneste to år i Viktor Axelsens badmintonliv.

I 2017 kunne den 24-årige fynbo gå på vandet rent sportsligt. Verdensmester i herresingle, vinder af sæsonfinalen og årets sportsnavn i Danmark. 23 år og allerede på toppen af verdensranglisten i den sport, han siden barndommen havde prioriteret højere end alt andet.

En stor del af barndommens minder var dem fra den mest mytiske af alle badmintonturneringer, All England. Den lå i starten af 2018, oplagt at bygge det imponerende 2017 videre i retning af.

Men midt i marts, da verdenseliten samledes i Birmingham for at dyste om All England, var det uden Viktor Axelsen. En ankelskade havde sendt ham på operationsbordet, ukampdygtig i flere måneder, og uden anden mulighed end et genoptræningsforløb, der umuliggjorde en deltagelse ved en af de få turneringer danskeren endnu ikke har formået at vinde.

Midt i marts vendte han for første gang tilbage til turneringsbadminton. Den Axelsen, der igen stod klar til at smadre fjerbolde forbi modstanderne, var dog i en helt anden forfatning end ham, der i kalenderåret 2017 udviste nærmest skræmmende styrke. For nok var meldingen, at kroppen var klar efter et snorlige genoptræningsforløb. Sandheden var dog en noget anden, fortæller Viktor Axelsen.

- Det var meget frustrerende at mærke, hvordan mit træningsniveau faldt efter skaden. Det var svært for mig at acceptere. Jeg forsøger at kompensere i mange dele af min træning for at opnå et højere niveau, hvilket udløser følgeskavanker.

- Det sætter mig længere tilbage i jagten på mit topniveau, noget der har forfulgt mig det meste af sæsonen, forklarer Viktor Axelsen, der først i årets sidste måneder har følt at træningen har været optimal efter den ankelskade han pådrog sig i januar måned.

- Jeg blev i pausen væk fra badminton bekræftet i, at tålmodighed ikke er min stærke side. Men af badminton er den rette vej i mit liv bekræftede pausen også. Skaden skabte et tomrum, et savn af noget jeg elsker meget højt. På den måde gav skaden et fint check af, at jeg har de rigtige prioriteter i mit liv, siger Viktor Axelsen.

Selv om sæsonen 2018 bød på et Europamesterskab og en finale I Indonesien vil den ifølge Axelsen selv hurtigt ryge i glemmebogen. Ikke kun fordi 2017 var så meget bedre, men også fordi formen i slutningen af 2018 er genfundet, ankelskaden påvirker ikke længere mængden og intensiteten i den daglige træning.

Elementer der skal gøre 2019 endnu bedre end 2017 var det.

Viktors værste fjende hedder Viktor

Drømmen fra barndommens gade i Odense var ganske klar. Engagementet, dedikationen og nidkærheden i træningen gjorde det tydeligt, at ambitionen om at blive verdens bedste badmintonspiller var af den realistiske slags.

Dengang som i dag blev enhver træning taget seriøst som var det en VM-finale. En tilgang, der blev belønnet i 2017 med en VM-guldmedalje. Samme seriøsitet var også med til at gøre ondt værre i 2018, hvor en alvorlig skade ramte, og resultaterne efterfølgende svigtede.

- Når jeg bliver skadet føler jeg, at jeg skal træne endnu mere. Det er ulogisk, jeg burde træde et skridt tilbage, tage et par dage ud af kalenderen og finde mig selv. Jeg vil påstå, jeg er blevet bedre til at lytte til min krop, men det er ikke min stærke side.

- Omvendt er det træningsnarkomanen i mig, der har gjort mig til den, jeg er. Selv om den side af mig kan have en negativ påvirkning vil jeg aldrig ændre det, det vil være det samme som at give køb på alt det, der har skabt min badmintonkarriere, siger Viktor Axelsen.

Et tydeligt tegn på at den deroute 2018 har været placeringen på verdensranglisten. Mens førstepladsen blev indtaget i succesåret 2017, slutter Viktor Axelsen 2018 på en sjetteplads. Kvalifikationen til sæsonfinalen glippede også i den netop overståede kalenderår. En turnering danskeren var forsvarende mester i.

Anderledes metoder skal skabe succes

All England blev i 2018 uden Viktor Axelsen på plakaten. Derfor er den mytiske britiske badmintonturnering i 2019 højest på prioriteringslisten hos den danske badmintonspiller.

Med både VM-guld og sejr i sæsonfinalen er All England en af de få tilbageværende turneringer den 24-årige dansker endnu ikke har triumferet i. Historien, auraen og listen over tidligere vindere gør turneringen til en af den slags enhver badmintonknægt drømmer om.

- Mit fokus er først og fremmest på at blive den bedste udgave af mig selv. Er jeg det, så kommer resultaterne. Det er dog klart, at All England er et sted jeg drømmer om at toppe, og det håber jeg meget sker i 2019, siger Viktor Axelsen.

I de senere sæsoner har Viktor Axelsen investeret massivt af de stigende præmiepenge og sponsorater i udviklingen af sit spil. Specialister er blevet tilknyttet for at optimere og udvikle på danskerens i forvejen imponerende fysik, og i det skadesplagede 2018 købte Axelsen et nedlagt autoværksted hvor han planlægger at indrette sit helt eget træningscenter.

Endnu et skridt på vejen mod at blive en bedre udgave af sig selv end den Viktor Axelsen, der i 2017 vandt verdensmesterskabet.

- Det var ikke planen, men da jeg fandt huset med autoværkstedet, så jeg mange muligheder. Planen er det skal være en rigtig 'man cave', måske på sigt åbne centeret op for andre. Først og fremmest er det dog til mig, et sted jeg kan træne, når jeg keder mig, lyder det fra Viktor Axelsen.

Håber på afklaring i konflikt

De nye træningsmuligheder i det nedlagte autoværksted kan hurtigt blive aktuelle.

Den verserende konflikt mellem Badminton Danmark og spillerne gør, at den normale hverdag for spillerne i og omkring elitecenteret i Brøndby er sat på pause. Træningen er aflyst og spillerne må selv finde alternative træningssteder. Viktor Axelsen har tidligere udtrykt ønske om at skabe en hverdag, hvor han ikke var afhængig af et træningscenter som det i Brøndby.

Et ønske han stadig har, dog ærgrer han sig over, at konflikten har skabt negativ fokus på badmintonsporten i Danmark.

- Jeg håber, at der kommer en løsning meget snart, som alle kan se sig i. Der er dog ingen tvivl om, at det bliver svært. Bekymret vil jeg ikke sige, at jeg er. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at få et setup jeg kan se mig selv i, men det er klart jeg håber, at det bliver med de andre danske spillere, siger Viktor Axelsen.

Uden en aftale mellem Badminton Danmark og spillerne vil der være en risiko for, at de bedste danske spillere vil blive udelukket fra internationale mesterskaber som EM, VM og OL, da det er forbundet, der udtager spillerne til disse turneringer.

For Viktor Axelsen er al fokus for tiden rettet på forberedelserne til 2019, der starter i Malaysia midt i januar. Danskeren tilbringer de sidste dage af 2018 i Indien, hvor store dele af verdenseliten er samlet for at deltage i den nationale holdturnering

Facebook
Twitter