Axelsen i sin første All England-semifinale: Det er kæmpe stort

Viktor Axelsen sikrede sig pladsen i semifinalen efter en tæt kamp mod landsmanden Jan Ø. Jørgensen.

Viktor Axelsen jubler over sin første All England-semifinale. (Foto: WILL OLIVER © Scanpix)

Efter en tæt og meget intens dansker-kamp ved den prestigefyldte badminton-turnering All England mellem Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen, er førstnævnte klar til semifinalen efter en sejr i to sæt, 23-21 21-18.

Dermed står Axelsen i sin første semifinale ved All England i karrieren.

- Det betyder rigtig, rigtig meget. Jeg er enormt glad og stolt over at stå i semifinalen for første gang. Det er en turnering, jeg har fulgt med i, siden jeg var helt lille, så det er stort, sagde Axelsen umiddelbart efter kampen til DR Sporten.

Jan Ø. Jørgensen glad for sit niveau

Selve opgøret var danskeren dog ikke imponeret over. Axelsen påpeger, at den var fyldt med mange tekniske fejl og ikke alt for godt spil.

- Men sådan er det, når vi to mødes. Vi kender hinandens styrker og svagheder, og så bliver det sådan en kamp. Der er ikke meget, jeg kan tage med fra den – udover at jeg selvfølgelig vandt, siger Axelsen.

Jan Ø. Jørgensen kunne dog godt bruge opgøret til noget. Den 31-årige spiller har de seneste par år døjet med en slem hælskade, og derfor var han fuldt ud tilfreds med, at han kunne være med på det øverste niveau igen.

- Det er noget af det bedste, jeg har spillet, efter jeg kom tilbage fra min skade. Jeg er glad for endelig at nå det her niveau. Jeg havde meget at komme med i dag, og jeg havde Viktor ude i situationer, hvor han var usikker.

Jan Ø. Jørgensen spillede på højt niveau. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

- Så det er en stor cadeau til mig. Den kan jeg selvfølgelig ikke bruge til så meget lige nu, men jeg er glad for måden, jeg har spillet denne turnering på, siger Jan Ø. Jørgensen.

For Viktor Axelsen venter nu den forsvarende All England-mester Shi Yugi, som tidligere på ugen sendte Anders Antonsen ud i første runde.

Og Axelsen forventer en hård kamp.

- Det bliver en stor kamp for os begge. Han er en meget stabil spiller og angrebsstærk. Jeg synes, han har vist præcision og power i denne turnering i år. Så det bliver en hård kamp, siger han.

Facebook
Twitter