Axelsen kæmper sig videre - dansk herredouble ligeledes kvartfinaleklar efter gyser

Viktor Axelsen er klar til kvartfinalen i French Open efter en sejr i tre sæt over japaner.

Viktor Axelsen fik kæmpet sig videre til kvartfinalen i French Open. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Det gik op og ned for Viktor Axelsen, da den danske badmintonstjerne torsdag bookede en plads i kvartfinalen i French Open.

Heldigvis for Axelsen gik det mest op, da japanske Kanta Tsuneyama blev besejret i tre sæt med cifrene 21-9, 11-21, 21-15.

I kvartfinalen fredag skal Axelsen møde Ng Ka Long Angus fra Hongkong, der torsdag noget overraskende sendte verdensranglistens nummer to, Chou Tien Chen, ud.

Axelsen kom flyvende ud til kampen mod Kanta Tsuneyama. Fra stillingen 2-2 trak den tidligere verdensmester fra, og sættet blev vundet i overbevisende stil.

I andet sæt blev det hele vendt på hovedet. Axelsen kom slet ikke i gang, og så skulle der et tredje sæt til for at afgøre kampen.

Det var modsat de første to mere jævnbyrdigt. Danskeren havde et lille overtag og kunne gå til den indlagte pause foran 11-9. Det lykkedes ikke Tsuneyama at komme tættere på, og så spillede Axelsen sig videre uden for alvor at være truet, da det gjaldt.

Kort efter spillede fjerdeseedede Anders Antonsen sig også videre i Paris med en sejr over japaneren Kenta Nishimoto.

Danmarks højest rangerede herresingle vandt en tæt kamp med 21-19, 21-18 og står i kvartfinalen over for Jonatan Christie fra Indonesien.

De to spillere har mødt hinanden to gange tidligere og hver vundet en kamp. Begge hidtidige møder fandt sted i år.

Antonsen og Axelsen var tæt på at få følgeskab af Hans-Kristian Vittinghus, der var to bolde fra at slå den japanske verdensetter Kento Momota.

Vittinghus tabte med 17-21, 21-19, 21-4 til den suveræne japaner, der tydeligvis var slidt. Foran med 19-16 i andet sæt skulle danskeren blot vinde de to næste bolde, men det formåede han ikke.

I stedet fik Momota hanket op i sig selv. Japaneren vandt fem bolde i træk og tog andet sæt, inden han uden det store besvær kørte tredje sæt hjem.

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen hentede en flot sejr torsdag eftermiddag. (Foto: Christophe Petit Tesson © Scanpix)

Tidligere torsdag spillede herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup sig i kvartfinalen efter en sand gyser.

Det danske par måtte ud i tre sæt mod malaysiske Aaron Chia og Soh Wooi Yik, hvoraf det sidste blev vundet 23-21. Undervejs var Astrup og Skaarup ellers bagud både 8-14 og 13-16, inden de efter et flot comeback fik spillet sig videre.

Knap så godt gik det for Line Kjærsfeldt, der ikke kunne stille meget op mod indiske Saina Nehwal, der vandt 21-10, 21-11 over danskeren. Dermed røg den sidste danske damesingle ud af turneringen.

Heller ikke herredoublen med Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen formåede at spille sig videre.

French Open rangerer ligesom sidste uges Denmark Open på næsthøjeste niveau på World Touren som Super 750-turnering. Den franske turnering har en samlet præmiepulje på lidt over fem millioner kroner.

/ritzau/