Axelsen og Antonsen tilhører verdenseliten: Gode rivaler og træningsmakkere

Anders Antonsen og Viktor Axelsen er rivaler i badminton, men mest af alt er de gode træningsmakkere.

Viktor Axelsen og Anders Antonsen er konkurrenter på banen, men de er med til at gøre hinanden bedre. (ARKIV) (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Viktor Axelsen og Anders Antonsen.

Danmark har to badmintonspillere i den absolutte verdensklasse, og siden Antonsen for tre uger siden vandt Indonesia Masters, har eksperter og medier stået i kø for at putte de to i samme kasse.

Det kan man dog ikke helt endnu, mener 21-årige Antonsen.

- Jeg ser ikke mine resultater værende overhovedet lige så gode som Viktors. Jeg har en enkelt stor sejr, og han har fem store sejre og har ligget nummer et i verden og været verdensmester.

- Så jeg synes ikke, at man på nuværende tidspunkt kan sammenligne mig med Viktor. Hvis man tog ham, da han var 21, er der måske noget i det, siger han.

Antonsen har før fået spørgsmålet om, hvorfor han og Axelsen overhovedet vil træne med hinanden, hvis de begge vil være bedst i verden.

Sådan ser Antonsen dog ikke på det.

- Viktors resultater er sindssygt gode, og han er også ung og har mange år foran sig endnu, så det er forhåbentlig en sindssygt god træningsmakker og konkurrent, jeg kommer til at have med mig det meste af min karriere, siger han.

Ingen sammenligning

25-årige Axelsen har tidligere ligget nummer et på verdensranglisten over singlespillere.

Nu ligger han som den højst placeret dansker nummer seks, mens sejren i Indonesien har skubbet Antonsen op på 15.-pladsen som den andenbedste dansker i verden.

De to unge danskere er i disse dage samlet med resten af det danske landshold for at spille EM for blandede hold.

Her mener landstræner Kenneth Jonassen heller ikke, at de to topspillere kan sammenlignes.

- Jeg ser ingen sammenligning, ud over at det er to danskere. Jeg synes, at hver af dem skal have lov til at udvikle sig på hver sin platform. De har to meget forskellige spillestile.

- Vi skal bare prise os lykkelige over, at vi forhåbentlig i mange år har de to, der kan arbejde sammen i hverdagen, således at de bliver endnu bedre, så de asiatiske lande får nogle udfordringer fremadrettet, siger landstræneren.

Danmark vandt onsdag samlet over Frankrig ved EM for blandede hold, hvor Antonsen lagde ud med at vinde herresinglen. Torsdag gjorde Axelsen sin holdkammerat kunsten efter, da han vandt herresinglen i Danmarks samlede sejr over Holland.

/ritzau/

Facebook
Twitter